Trump kalder potentiel aftale om køb af Tiktok for fantastisk

Videoappen Tiktok nærmer sig aftale med virksomhederne Oracle og Walmart. Fantastisk, siger Trump.
Foto: MARIO TAMA/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
Foto: MARIO TAMA/AFP / GETTY IMAGES NORTH AMERICA
AF RITZAU

Videoappen Tiktok har lørdag foreslået en aftale, hvor it-virksomheden Oracle skal være Tiktoks teknologileverandør i USA, og hvor detailkæden Walmart skal være kommerciel partner.

Det oplyser en talskvinde for Tiktok lørdag amerikansk tid til nyhedsbureauet AFP.

Aftalen skal sikre, at virksomheden kan fortsætte med at arbejde i USA.

"Vi er glade for, at forslaget fra Tiktok, Oracle og Walmart vil løse den amerikanske regerings sikkerhedsproblemer og løse spørgsmålet om Tiktoks fremtid i USA," siger talskvinden.

Oracle vil blive "ansvarlig for alle amerikanske brugerdata og sikre de nationale sikkerhedskrav i USA", siger talskvinden.

"Vi arbejder i øjeblikket med Walmart om et kommercielt partnerskab," tilføjer hun uden at give yderligere detaljer om den mulige aftale.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters vil Tiktok gå sammen med Oracle og Walmart i et amerikanske selskab kaldet "Tiktok Global".

USA's præsident, Donald Trump, kalder den mulige aftale for "fantastisk".

"Jeg har givet aftalen min velsignelse. Sikkerheden vil være 100 procent," siger Trump ifølge Reuters.

Trump har ellers i ugevis kraftigt kritiseret det kinesiske selskab bag Tiktok, Bytedance, for at stjæle og bruge data fra de brugere, der downloader appen.

Derudover er Kina også blevet beskyldt for at benytte dataene til at overvåge brugerne.

Tiktok har gentagne gange benægtet beskyldningerne om, at selskabet kontrolleres af eller deler data med den kinesiske regering.

I begyndelsen af august gav præsidenten Tiktok indtil 20. september til at sælge den amerikanske del af forretningen til amerikanske købere.

Fredag beordrede Trump-administrationen et forbud fra søndag mod downloads af appen, hvilket eskalerede striden mellem Kina og USA.

Efterfølgende har USA udskudt forbuddet indtil 27. september.

Ifølge Reuters har Trump-administrationen givet Tiktok og de amerikanske virksomheder en uge til at lukke aftalen.

Bekræftet: USA blokerer Tiktok og Wechat 

Medie: Trump blokerer kinesiske Tiktok og Wechat under strid 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også