Medie: Trump blokerer kinesiske Tiktok og Wechat under strid

USA's præsident vil fra søndag blokere downloads af to apps, der mistænkes for at stjæle data fra brugerne.
Foto: Tasos Katopodis/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Tasos Katopodis/AFP/Ritzau Scanpix
Af Ritzau

USA planlægger at blokere downloads af videodelingsappen Tiktok og beskedtjenesten Wechat.

Dermed vil det fra søndag den 20. september være umuligt at downloade appsene i USA.

Det oplyser tre embedsmænd med kendskab til beslutningen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er Tiktok blevet downloadet 175 millioner gange i USA og mere end en milliard gange over hele verden.

Tiktok er blandt andet blevet kritiseret kraftigt for at stjæle og bruge data fra de brugere, der downloader appen.

Derudover er Kina også blevet beskyldt for at benytte dataene til at overvåge brugerne.

Tiktok benægter beskyldningerne om, at selskabet kontrolleres af eller deler data med den kinesiske regering.

Beslutningen om at blokere Tiktok kan blive trukket tilbage, hvis appens ejere - kinesiske Bytedance - etablerer en ny selskabskonstruktion, hvor der tages højde for USA's bekymringer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også