Australiens største nyhedsbureau lukker efter 85 år

Chefredaktør frygter for det tomrum, nyhedsbureauet AAP's velovervejede stemme efterlader, siger han.
Foto: Michala Rask Mikkelsen, Ritzaus Bureau
Foto: Michala Rask Mikkelsen, Ritzaus Bureau
Af Ritzau

Det australske nyhedsbureau Australian Associated Press (AAP) lukker.

Efter 85 år er det slut med at levere indhold til nationale og globale aviser, tv-stationer og digitale udgivelser.

Set i lyset af en øget mængde gratis indhold online er virksomheden ikke længere levedygtig.

Det oplyser administrerende direktør Bruce Davidson tirsdag.

AAP's produktion af nyheder ophører den 26. juni i år.

Bestyrelsesformand Campbell Reid udtaler i en pressemeddelelse, at lukningen af AAP "er et stort tab".

"Det er et stort tab, at professionel og veldokumenteret information leveret af AAP erstattes med ikke-undersøgt og ofte unøjagtig information, der giver sig ud for at være rigtige nyheder på digitale platforme," udtaler Campbell Reid, der også er administrerende direktør for News Corp Australia, som er medejer af AAP.

AAP's nyhedstjeneste har flere end 180 ansatte fordelt på tværs af alle australske delstater samt i New Zealand, Los Angeles og London.

Derudover har nyhedsbureauet omkring 100 freelancefotografer tilknyttet.

AAP ejes af Nine, News Corp Australia, The West Australian og Australian Community Media.

AAP leverer dagligt flere end 500 historier, 750 billeder og 20 videoer på tværs af politik, erhverv og sport til flere end 200 kunder, der bruger indholdet til aviser, radionyheder, tv-nyheder og hjemmesider.

"AAP var et sted som ingen andre steder i journalistik," udtaler AAP's chefredaktør, Tony Gillies, i en pressemeddelelse.

"Vi eksisterede i offentlighedens interesse, og nu frygter jeg for det tomrum, AAP's stærke og velovervejede stemme efterlader."

Omkring 50 journalister fra forskellige nyhedsbureauer og aviser i Europa, herunder Ritzaus Bureau, lejer lokaler af AAP i Sydney.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også