Facebook smider debattører ud: Skal være et trygt sted at være

Debat om indvandring må ikke blive til angreb på minoriteter, lyder det fra Facebook.
Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Facebook har lukket debattørerne Lars Hedegaard og Aia Fogs profiler. Det bekræfter kommunikationschef for Facebook i Norden Peter Münster.

Han ønsker ikke at sige noget om de konkrete forhold bag lukningen. 

Lars Hedegaard og Aia Fog har på Facebook omtalt et arrangement, som Trykkefrihedsselskabet afholdt til ære for den højreorienterede aktivist Tommy Robinson.

Lars Hedegaard tror selv ifølge B.T., at det er disse opslag, der har begrundet, at deres profiler nu er fjernet. 

Adspurgt til Lars Hedegaards udlægning fortæller Peter Münster:

"Tommy Robinson er hos os klassificeret som hadprædikant," siger han.

"Når man bliver det, er der en lidt streng sanktion. Ikke bare har man ikke selv lov til at have en tilstedeværelse på platformen, men folk har ikke lov til at støtte eller hylde en i opslag. Dem fjerner vi, hvis folk gør det."

Tommy Robinson, der i virkeligheden hedder Stephen Yaxley, er tidligere leder af English Defence League og er bandlyst fra en række sociale medier. I februar 2019 blev han smidt af Facebook.

"Tommy Robinson har gentagne gange brudt Facebooks standarder og har publiceret materiale, som benytter dehumaniserende sprog og opfordrer til vold rettet mod muslimer," skrev Facebook dengang.

Ifølge BBC var der blandt andet tale om at beskrive muslimer som "afskum" samt et opslag, hvori han opfordrede til at terrorisere og halshugge brugere, som følger koranen, og et opslag, hvor han opfordrer til at "føre krig" mod muslimer.

Derfor bliver brugere, der deler opslag som støtter eller hylder Tommy Robinson, også sanktioneret. Såfremt det sker gentagne gange, kan det føre til, at en profil lukkes.

Og Peter Münster medgiver, at Facebook går længere end eksempelvis dansk lov i forhold til, hvad man ikke må ytre på platformen.

"Ja, vi har også et hensyn til, at Facebook er et sted, der er trygt at være groft sagt," siger han.

"Dermed ikke sagt, at det kun skal være strikkeopskrifter og kattevideoer."

"Her er der vores holdning, at man må gerne have en robust diskussion om indvandring og tale et sprog, som almindelige mennesker taler. Men den debat må ikke udvikle sig til angreb på minoriteter. Så er man over stregen."

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også