Instagrams virtuelle stjerner trækker følgere og eksklusive samarbejder

På få år er antallet af følgere af computerskabte Instagramprofiler vokset med millioner.
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix

Skal man eksistere i den virkelige verden for at tiltrække likes og opmærksomhed? Svaret er nej, hvis du spørger menneskeskabte, virtuelle influenter som Shudu Gram, Noonoouri og Blawko22, der kun er "i live" på sociale medier som Instagram og Youtube.

Beregninger fra Medietrends viser, at de virtuelle influenter skaber næsten fire gange så stort et engagement på Instagram, som menneskelige influenter.

På bare to et halvt år er antallet af følgere for de 20 største virtuelle influenter på Instagram vokset med over 3 mio. brugere, viser tal fra Medietrends.

Det er dog særligt den virtuelle model Lil Miquela, der står for en stor del af det stigende antal følgere. Siden hendes Instagramprofil blev skabt i 2016 af virksomheden Brud.fyi, har den modellen fået over 1,7 mio. følgere samt eksklusive aftaler med blandt andre Prada, Calvin Klein og Samsung, skrev B.T. sidste år.

Hun kom derudover på Times liste over internettets mest indflydelsesrige personer i 2018.

Den virtuelle influencer Lil Miquela har udover sin modelkarriere også udgivet sange og har en Youtube-kanal med over 8,4 mio. visninger. Foto: Instagram @Lilmiquela.
Den virtuelle influencer Lil Miquela har udover sin modelkarriere også udgivet sange og har en Youtube-kanal med over 8,4 mio. visninger. Foto: Instagram @Lilmiquela.

Ifølge analysebureauet Hype Auditor er det særligt kvinder i alderen 18-24 år, der følger de virtuelle influenter på de sociale medier. Størstedelen af følgerne er fra USA efterfulgt af brugere fra Brasilien og Rusland.

En anden af de populære virtuelle kendisser er den 19-årige model Noonoouri, der er skabt af den grafiske designer Joerg Zuber fra München. Joerg Zuber forsøgte i syv år at overbevise investorer om, at virtuelle influenter var vejen frem, og i 2017 lykkedes det ham at bringe Noonoouri til verden.

Siden har hun samarbejdet med brands som Marc Jacobs, Dior og Versace samt stjerner som Kim Kardashian og Naomi Campbell.

Noonoouri er dog langt mere end en påklædningsdukke. Hun drikker ikke, følger en vegansk livstil og går ikke iklædt pels.

"Det var vigtigt for mig, at Noonoouri havde et budskab, og gennem hende har jeg en platform, som jeg kan gøre en forskel med. Jeg vil bruge muligheden med omtanke, for desværre gør alt for mange influenter alt for lidt," udtalte Joerg Zuber til Deutschland.de.

Del artikel

Relaterede artikler

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også