Kommission: Nyt tilsyn skal tøjle techgiganter

Politikerne bør etablere et tilsyn med kræfter nok til at kontrollere giganterne, lyder anbefaling i rapport fra kommission nedsat af Djøf.
Foto: Ritzau Scanpix/Ng Han Guan
Foto: Ritzau Scanpix/Ng Han Guan
RITZAU

Facebook, Google og andre globale techgiganter har alt for frie rammer til at udnytte data om brugerne og til at udfolde deres forretninger på internettet.

Derfor bør politikerne oprette et nyt teknologitilsyn. som skal holde øje med den teknologiske udvikling og slå ned på virksomheder, der bryder loven.

Det er konklusionen i en ny rapport fra den kommission, som juristerne og økonomernes fagforening, Djøf, nedsatte i januar, og som nu kommer med 16 forslag til, hvordan techgiganternes magt bør indhegnes. 

Det skriver Politiken.

Formanden for kommissionen og forretningskvinde Stine Bosse mener, at myndighederne skal være lige så dygtige som virksomhederne.

"Vi anbefaler, at der kommer flere regler for så vidt angår teknologien og dennes anvendelser, regler og rettigheder specielt omkring data. De skal så støttes af et tilsyn, som efterser, at tingene faktisk bliver efterlevet," siger hun til Ritzau.

"Vi peger på, at mange af de her ting bør blive i EU-regi, men vi siger også, at hvis det ikke lykkes at etablere det i fællesskabet, så må Danmark gå i gang med at lave stærkere nationale regler."

Omsætningsskat på fem procent

Står det til kommissionen, skal det nye teknologitilsyn udbygge det eksisterende datatilsyn, som i dag står for at holde øje med, at virksomhederne overholder persondataloven, men som bliver kritiseret for at være for svagt.

Kommissionen anbefaler derfor, at der oprettes et nyt teknologiråd, som løbende skal klæde politikerne på med forslag til ny lovgivning.

Politikerne bliver også opfordret til at skærpe reglerne om brug af data for at beskytte brugerne.

Både SF og Enhedslisten siger til Politiken, at de er positive over for rapportens anbefalinger.

Venstre vil gerne være med til at se på, om datatilsynet har brug for et løft, men afviser på forhånd, at der er brug for et nyt teknologitilsyn.

Hverken Radikale Venstre eller Socialdemokratiet har ønsket at kommentere anbefalingerne i den nye rapport på grund af regeringsforhandlinger.

Kommissionen foreslåe, at pengene til den øgende kontrol med techgiganterne skal komme fra en ny skat. Den skal udgøre fem procent af omsætningen hos techgiganterne med en global omsætning på mere end fem milliarder og en omsætning i Danmark på fem millioner.

I en mail til Politiken skriver politisk chef for Google i Danmark, Christine Sørensen, at Google foretrækker en global skatteløsning. Hun ser dog gode takter i rapporten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også