Institut: Sociale medier skal stilles til ansvar for brugernes adfærd

Institut for Menneskerettigheder anbefaler anklagemyndighed at prøve sager mod sociale medier om deres ansvar for brugeradfærd og det indhold platformene viderebringer.
Foto: ritzau/Scanpix/Mads Claus Rasmussen
Foto: ritzau/Scanpix/Mads Claus Rasmussen
RITZAU

Omfanget af de sociale mediers ansvar over for brugeres krænkende adfærd er for uklar. 

Sådan lyder det fra Institut for Menneskerettigheder. Instituttet opfordrer nu politiet og anklagemyndigheden til at prøve en række sager mod virksomhederne bag de sociale medier om deres ansvar for brugernes adfærd.

Instituttet står bag en ny undersøgelse, som viser, at 59 procent af danskerne ofte afholder sig fra at deltage i offentlige debatter på sociale medier. Det gør de, fordi tonen er for hård.

Og det er ikke til gavn for den offentlige demokratiske debat, lyder det fra Maria Ventegodt, ligebehandlingschef hos Institut for Menneskerettigheder.

"Det er et problem, fordi vi ønsker, at alle stemmer kan blive hørt. Det er særligt kvinderne og de unge, som synes, at debatten er så hård, at de ikke har lyst til at deltage. Det bliver så de ældre og mændene, som deltager. Det kan blive en skæv debat, hvor synspunkter, der holdes af kvinder og unge, ikke kommer så meget frem," siger hun.

Mange bliver ifølge instituttet udsat for chikane, trusler og diskrimination, når de deltager i debatter på for eksempel Facebook.

Sociale mediers ansvar skal prøves

Undersøgelsen viser desuden, at det særligt er mænd, der fremsætter de krænkende kommentarer.

Instituttet vedkender, at ansvaret først og fremmest er placeret hos enkeltpersoner. Her har der også været en række sager om krænkende kommentarer, der har ført til domfældelse.

Men indtil nu har der ikke været sager mod de sociale medier, selv om de i henhold til straffeloven, ifølge instituttet, har et medansvar. 

Derfor skal de anbefalede prøvesager ifølge instituttet gøre det mere tydeligt, hvor hurtigt og effektivt de sociale medier skal fjerne ulovlige kommentarer fremsat af brugere.

"Hvis vi skal fastholde en fri og demokratisk debat på de sociale medier med plads til forskellige stemmer, så stiller det krav til både brugere, platforme og nyhedsmedier. Derfor er det også vigtigt, at det er helt klart, hvor ansvaret kan placeres, når mennesker udsættes for trusler på sociale medier," siger Maria Ventegodt.

Prøvesagerne er også rettet mod nyhedsmedier, der gennem sociale medier formidler nyheder og herigennem lægger op til debat. 

Instituttet anbefaler blandt andet også, at nyhedsmedierne i højere grad laver retningslinjer for brugerdebat på sociale medier. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også