Jakob Scharf får landsrettens dom i 2020 i ankesag om PET-bog

Østre Landsret skal over 16 retsmøder behandle straffesagen mod den tidligere chef for PET.
Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Borberg
Foto: Ritzau Scanpix/Thomas Borberg
AF RITZAU

Hen på vinteren får en tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste endeligt at vide, om han ifølge retsvæsenet har overtrådt straffeloven og skal idømmes fængsel.

Østre Landsret har afsat 16 retsmøder i december og januar til den opsigtsvækkende straffesag mod Jakob Scharf. Han har anket dommen fra Københavns Byret, som i januar idømte ham ubetinget fængsel i fire måneder, for at opnå frifindelse.

Sagen skyldes, at han gav en række oplysninger om blandt andet afsluttede terrorsager til journalist Morten Skjoldager, der skrev bogen "Syv år for PET".

Anklagemyndigheden rejste tiltale om brud på tavshedspligten, som skulle være sket hele 28 bestemte steder i bogen. Påstanden har været, at han med sin åbenmundethed har skadet efterretningstjenestens arbejde.

Dømt i byretten

Byretten skrev stort set under på det hele, og kun i enkelte tilfælde blev Jakob Scharf frifundet. Udover ubetinget frihedsstraf - anklagerne havde bedt om seks til ni måneder - fik han konfiskeret næsten 400.000 kroner, som var hans indtægt i forbindelse med bogudgivelsen.

Den 52-årige jurist fortalte i februar, at han efter grundige overvejelser havde besluttet at anke dommen.

"Jeg er overbevist om, at byrettens afgørelse er udtryk for en forkert retstilstand, og jeg er også overbevist om, at man skal stå ved sit ansvar og fortsætte med at kæmpe for det, man mener er rigtigt og vigtigt," udtalte han.

Fra 2007 til 2013 var han chef for PET. Det var de år, hvor Muhammedtegningerne gjorde Danmark til et udsat mål for terrorister.

I sin karriere stod han for en øget åbenhed om efterretningstjenestens arbejde. Men i byretten har han måttet høre på, at den nuværende chef, Finn Borch Andersen, mener, at åbenheden har skadet PET's samarbejde med andre lande. 

Den tid, som landsretten har afsat, svarer stort set til omfanget af sagen i byretten. To dage i februar 2020 er i reserve.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også