Facebook har delt 87 millioner brugeres data

Facebooks teknologiske chef har offentliggjort nye tal for uretmæssige delinger af personoplysninger.
Foto: /ritzau/Scanpix/AP/Mark Lennihan
Foto: /ritzau/Scanpix/AP/Mark Lennihan
RITZAU/AFP

Facebook siger onsdag ifølge nyhedsbureauet AFP, at data fra helt op til 87 millioner af dets brugere på en upassende måde er blevet delt med det politiske konsulentbureau Cambridge Analytica i Storbritannien. 

Antallet er dermed langt højere end det oprindelige oplyste antal på omkring 50 millioner. 

Facebooks teknologiske chef, Mike Schroepfer, har offentliggjort det nye tal i en pressemeddelelse, som orienterer om implementeringen af nye privatindstillinger for brugerne af det store sociale netværk. 

"I alt mener vi, at Facebook-informationer fra op til 87 millioner personer - overvejende i USA - kan være blevet delt på en upassende måde med Cambridge Analytica," siger han.

Facebooks øverste direktør, Mark Zuckerberg, skal i næste uge udspørges af et udvalg i den amerikanske kongres om selskabets rolle i skandalen, der handler om databeskyttelse.

"Høringen vil være en vigtig lejlighed til at kaste lys over afgørende spørgsmål om forbrugernes databeskyttelse og hjælpe amerikanerne til bedre at forstå, hvad der sker med deres personlige oplysninger på nettet," meddeler energi- og handelsudvalget i Repræsentanternes Hus, hvor høringen foregår 11. april.

"Vi sætter pris på hr. Zuckerbergs velvilje til at afgive forklaring for udvalget," hedder det videre i meddelelsen.

Angiveligt har Cambridge Analytica brugt de mange data til at påvirke amerikanske vælgere op til præsidentvalget i 2016.

Facebook har siden meddelt, at selskabet vil give brugere mere kontrol over egne data med en ny genvej til privatlivsindstillingerne.

Det skal gøre det lettere at downloade og slette den information, som brugerne selv har delt på det sociale medie, så det ikke bliver brugt i anden sammenhæng.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også