Berlingske Media melder sig ud af trafikmåling

Mediehuset bag bl.a. BT og Berlingske har meldt sig ud af den fælles trafikmåling og Toplisten, der i øjeblikket er suspenderet. Det sker, fordi JP/Politikens Hus' medier fortsat ikke er med.

Berlingske Media har nu taget konsekvensen af koncernens kritik af Dansk Online Index og vender ryggen til Dansk Online Index. Ifølge Danske Medier har dagbladshuset meldt sig ud af målingen fra 1. januar.

Som MediaWatch tidligere har skrevet, har Berlingske Medias ledelse været stærkt kritisk over for værdien af trafikmålingen, fordi JP/Politikens Hus' medier, som er blandt Berlingskes hovedkonkurrenter og driver nogle af landets største nyhedsmedier, indtil videre har valgt at stå uden for målingen.

Berlingske vil trække sig fra online-måling hvis JP/Politiken ikke kommer med 

"Værdien af trafikmålingen er der, hvis alle er med, så hvis Ekstra Bladet ikke er med, så er vi heller ikke med," siger Berlingske Medias koncernchef, Anders Krab-Johansen, til MediaWatch, efter koncernen har trukket sine titler ud af målingen.

Arbejder på nyt system

I december blev det meldt ud, at JP/Politikens Hus ville komme om bord, men det nåede ikke at ske, før Toplisten i januar blev suspenderet for at korrigere målingen af tidsforbrug.

Den sag er Kantar Gallup, der står for den tekniske løsning, sat på, og ifølge Danske Medier vil det nye system være klar i slutningen af februar. Til den tid forventer Danske Medier Research, at JP/Politikens Hus medier også vil være på listen.

"Med de iværksatte initiativer er der samtidig skabt grundlag for, at JP/Politikens Hus igen vil være at finde på Toplisterne og i Instar fra 1. januar 2018," skriver Danske Medier.

Ifølge Anders Krab-Johansen har Berlingske Media ikke nødvendigvis lukket døren for evigt, men i første omgang så længe listen mangler nogle af de væsentligste udgivelser såsom Ekstra Bladet for at kunne afspejle styrkeforholdet mellem de store danske onlinemedier.

"Hvis alle er med, så kigger vi på det," siger Anders Krab-Johansen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også