Fotograf gik til PET og Nets om tys-tys-kilde

En fotograf på Se og Hør fik betænkeligheder over samarbejde med tys-tys-kilde og alarmerede PET og Nets, forklarede han i retten i dag.
Foto: Joachim Adrian/Polfoto
Foto: Joachim Adrian/Polfoto
RITZAU

Når man som ansat på Se og Hør jagtede kendte mennesker, skete det jævnligt, at de slap væk. I sådanne tilfælde var det belejligt at have en kilde hos selskabet Nets, der kunne spore de kendtes brug af kreditkort.

Det erfarede freelancefotografen Michael Medgyesi i vinteren 2008. Her blev han sammen med en journalist sendt til Sydfrankrig i jagten på Stein Baggers hustru, Anette Uttenthal. I de dage var skandalen om It Factorys kollaps på sit højeste.

Allerede i flyet fra København fandt Michael Medgyesi det påfaldende, at Se og Hør-folkene tilfældigvis havde booket billet til samme afgang som Baggers kone. Hvordan det var muligt, vidste han ikke.

"Men det var ikke tilfældigt," sagde han torsdag i Retten i Glostrup, da han var indkaldt som vidne i den såkaldte Se og Hør-sag.

Endnu mere underligt blev det ifølge fotografen efter ankomsten til Nice. Her mistede parret fra Se og Hør Anette Uttenthal af syne. De var på bar bund. Men på et tidspunkt modtog journalisten et opkald hjemme fra København. 

"Vi fik at vide, at hun (Anette Uttenthal, red.) havde brugt sit mastercard på et hotel i Monaco en halv time før. Det var journalisten, der kom hen og fortalte det, husker fotografen om episoden.

På den baggrund satte de straks kurs mod hotellet. Et par dage senere kunne man på Se og Hørs forside læse om "Stein Baggers kone i Monaco. FRANSK LUKSUS".

Unfair metode

I retten fortalte Michael Medgyesi, at samarbejdet med kreditkortkilden efter hans mening var forkert. Dels etisk. Men også sikkerhedsmæssigt, da de fortrolige oplysninger efter hans opfattelse kunne havne endnu værre steder end hos Se og Hør. 

"Det er en unfair måde at gøre tingene på. Folk bliver chanceløse. Jeg havde moralske indvendinger. Hvis man kan tjekke Janni (Spies, red.), så kan man sikkert også tjekke andre folk - for eksempel statsministeren," sagde fotografen.

I 2012 fik bekymringen vidnet til at rette henvendelse til Politiets Efterretningstjeneste (PET). Tilsyneladende førte et efterfølgende møde med to PET-folk dog ikke umiddelbart noget med sig.

"Jeg kunne mærke, at der ikke rigtig skete noget, og så prøvede jeg Nets i stedet for," sagde Michael Medgyesi med henvisning til en mail, han sendte til selskabet i 2013.

Men heller ikke efter denne henvendelse blev tys-tys-kilden fældet.

Der skulle således gå endnu et år, før foretagendet blev bremset. Det skete, da journalisten Ken B. Rasmussen skrev bogen "Livet, det forbandede", der beskrev Se og Hørs samarbejde med tys-tys-kilden.

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også