Anklager bringer Se og Hør-sms'er frem i retssag

Oplysninger om kendte og kongeliges brug af kreditkort, der blev sms'et mellem Se og Hørs journalister, blev i dag lagt frem i retsagen om ugebladet. 
Foto: Joachim Adrian/POLFOTO
Foto: Joachim Adrian/POLFOTO
RITZAU

Journalister på ugebladet Se og Hør sms'ede til hinanden om kendte og kongeliges brug af kreditkort.

Det fremgik af forelæggelsen fra specialanklager Morten Frederiksen i Se og Hør-sagen, som fredag blev indledt ved Retten i Glostrup. 

Morten Frederiksen henviste bl.a. til en sms, som en af de tiltalte ugebladsjournalister sendte til en anden af de tiltalte.

"Haha Martin J. har lige klokken 16.03 fået ordnet lokkerne hos Dennis Knudsen. 480 kroner for en herreklip," lyder beskeden i en sms, som er sendt fra journalist Kasper Kopping til journalist Ken B. Rasmussen, som Morten Frederiksen refererede i retten.

Allers topchef skal vidne i Se og Hør-sag

I en anden sms skrev Kasper Kopping blandt andet til daværende chefredaktør Kim Henningsen, at prinsgemalen, prins Henrik, var på Casino i Hong Kong.

Ifølge anklagemyndigheden fik den daværende systemoperatør hos IBM, Peter Bo Henriksen, penge fra Se og Hør for at levere oplysninger om kendtes kreditkorttransaktioner, som han havde adgang til via arbejdsopgaver hos det daværende PBS, nu Nets.

Fra sms til artikler

Det var ikke i alle tilfælde, at kreditkortoplysningerne blev til historier i ugebladet, sagde Morten Frederiksen. Men politiet har set på nogle af kreditkortoplysningerne og undersøgt, om det kunne være blevet til historier i bladet. 

Han fremførte et eksempel i retten, hvor journalist Kasper Kopping modtog sms'er fra tys-tyskilden blandt andet med oplysninger om, at en "Michala K." brugte sit kreditkort i Antalya i Tyrkiet.

Hun hæver penge i en automat og går på restaurant, lyder det i flere sms'er, som er modtaget over en periode i august 2009.

Andet slag i Se og Hør-sagen indledes med tys-tys-kilden

Anklageren fremviste herefter en reportage fra Se og Hør fra Antalya, hvor ugebladet havde fundet frem til producer og tv-vært Remee og hans daværende kæreste Michala Kjær. Artiklen har overskriften "Endelig taler Remee om forholdet: "Jeg er meget glad for Michala". 

I alt er seks tiltalt i sagen - tys-tys-kilden, de to journalister samt tre tidligere chefredaktører på ugebladet: Henrik Qvortrup, Kim Henningsen og Per Ingdal. Alle nægter sig skyldige.

Det retlige efterspil blev indledt med tre tilståelsessager 25. august. Tidligere nyhedschef Lise Bondesen og tidligere redaktionschef Kim Bretov blev hver idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste. Aller fik ved samme lejlighed en bøde på ti millioner kroner. 

/ritzau/

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også