Tidligere redaktionschef anker ikke Se og Hør-dom

Også Kim Bretov accepterer byrettens dom på seks måneders fængsel, som er betinget af samfundstjeneste.
Foto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto/Arkiv
Foto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto/Arkiv
THOMAS NYGAARD MADSEN OG RITZAU

Den tidligere redaktionschef på Se og Hør, Kim Bretov, anker ikke den dom, han modtog for 14 dage siden. Det skriver Ritzau med henvisning til hans forsvarer, Poul Helmuth Petersen.

Kim Bretov har tilstået, at han medvirkede til hacking, da en it-operatør i PBS/IBM skaffede fortrolige oplysninger om kendtes brug af kreditkort til ugebladet.

Ligesom Lise Bondesen, tidligere nyhedschef og redaktionssekretær på ugebladet, blev han 25. august straffet med fængsel i seks måneder - som dog er gjort betinget af, at de udfører 120 timers samfundstjeneste.

Aller Media blev som udgiver af Se og Hør idømt en bøde på 10 mio. kr.

Lise Bondesen og Aller Media accepterede deres domme, mens Kim Bretov udbad sig betænktningstid.

Retssagerne mod seks øvrige tiltalte i sagen begynder ved retten i Glostrup i morgen, fredag.

Under sagen skal både Lise Bondesen og Kim Bretov afgive forklaring som vidner. Her har de pligt til at tale sandt.

Også nogle af de kendte, som angiveligt blev eksponeret på baggrund af de følsomme oplysninger, skal svare på spørgsmål under sagen. Den behandles i september, oktober og november.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også