Politiet ransager Aller Media

Københavns Vestegns Politi har i dag ransaget hos Aller Media A/S og to mistænkte journalister i Se og Hør-sagen, herunder forfatteren Ken B. Rasmussen, der også blev anholdt. Både Aller og journalisterne sigtes nu i sagen.

Opdateret 10.55 med kommentar fra Allers presseansvarlige - samt rettelse fra Vestegnens Politi, der i en pressemeddelelse oplyser, at Skat alligevel ikke deltog i ransagningerne som først oplyst.

Fire adresser er i dag blevet ransaget af Københavns Vestegns Politi i forbindelse med Se og Hør-sagen, oplyser politiet.

Det drejer sig Aller Media A/S, der udgiver Se og Hør og hos to journalister, som tidligere var ansat på Se og Hør - hvoraf den ene er Ken B. Rasmussen, forfatter til bogen 'Livet det forbandede', der satte Se og Hør-sagen i gang.

"Dagens ransagninger drejer sig om at sikre beviser hos mistænkte," siger politiinspektør Bent Isager-Nielsen; Vestegnens Politi, i en pressemeddelelse.

Han oplyser, at ransagningerne er sket i et samarbejde mellem Københavns Vestegns Politi, Rigspolitiets Nationale Cyper Crime Center (NC3). Politiet oplyste først, at også Skat deltog delvist i ransagningerne, men har dog efterfølgende trukket det tilbage, og det er derfor uklart, om Skat også er gået ind i sagen, hvor det er fremgået, at kilder kan have fået udbetalt honorarer for tips uden om skattevæsenet..

De to journalister er blevet anholdt og vil blive sigtet, afhørt og løsladt, oplyser politiet.

De er under mistanke for at have fået den tidligere IBM-ansatte med adgang til data hos Nets – "tys-tys kilden" - til uberettiget at tappe personfølsomme oplysninger hos IBM og Nets og mod betaling udlevere en række kendissers kreditkortoplysninger.

Aller Media sigtet

I forbindelse med ransagningen hos Aller Media A/S har politiet rejst sigtelse mod medievirksomheden som efter politiets opfattelse er den "juridiske person" bag Se og Hør.

De sigtede journalister og Aller Media A/S mistænkes for medvirken til overtrædelse af for at have overtrådt to paragraffer i straffeloven.

Det ene er § 263 stk. 3, der handler om at skaffe sig "uberettiget adgang til en andens oplysninger eller programmer, der er bestemt til at bruges i et informationssystem". Her er strafferammen op til 6 måneders fængsel. Den anden er straffelovens § 299 stk. 2, der handler om bestikkelse og har en strafferamme på op til 4 år.

Hvordan de sigtede stiller sig til sigtelserne, ønsker politiet ikke at kommentere.

Også forlaget Bogkompagniet, der har udgivet Ken B. Rasmussens bog, er blevet ransaget – hverken forlag eller dets indehaver er dog mistænkt i sagen.

Den 45-årige mand fra Storkøbenhavn – ’tys-tys kilden’ – er tidligere blevet sigtet og afhørt den 6. maj i sagen.

Aller: Vi samarbejder

Presseansvarlig hos Aller, Kasper Kankelborg,  oplyser i et mailsvar, at Aller samarbejder med politiet i sagen, men ikke har uddybende kommentarer til sigtelsen:

"Som led i den aktuelle Se og Hør-sag, indhenter politiet i dag oplysninger i sagen til deres efterforskning. Besøget er helt som forventet, og Aller Media samarbejder fuldt ud med politiet om at fremskaffe alle de relevante oplysninger, som de efterspørger."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også