Nets bekræfter misbrug af informationer

Se og Hør-skandalen fandt sted, og blev mulig, fordi en betroet medarbejder hos IBM foretog en kriminel handling, bekræfter Nets i redegørelse om sagen.

Kreditudbyderen Nets vil styrke de kontrolfunktioner, som skal sikre, at medarbejdere, som har adgang til fortrolige data, ikke misbruger deres adgang.

Det skriver kreditkortselskabet Nets ifølge dr.dk i selskabets redegørelse til Finanstilsynet om Se og Hør-skandalen, hvor en tidligere Nets-medarbejder er under mistanke for at have solgt personfølsomme oplysninger om kreditkort til ugebladet.

"Vi er chokerede over, at der er sket et sådant misbrug af fortrolige kreditkortinformationer. Det må ikke ske. Vores undersøgelse tyder på, at det er en kriminel handling foretaget af en betroet medarbejder hos IBM," siger Susanne Brønnum, landechef for Nets, til dr.dk

Et af de kontrolsystemer, som vil blive gennemgået, er overvågningen af logs, som skal sikre, at mistænkelig adfærd hos medarbejdere, som har adgang til fortrolige data, bliver rapporteret og undersøgt.

Søgelyset pegede allerede mod Nets for én uge siden, hvor den tidligere journalist hos Se og Hør, Ken B. Rasmussen, i bogen "Livet, det forbandede" afslørede, at ugebladet købte oplysninger om kendte og kongeliges kreditkort af den såkaldte tys-tys-kilde, der var ansat i PBS, det nuværende Nets.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også