TV 2: Se og Hør havde tys-tys-kilde i SAS

Ifølge den tidligere Se og Hør-journalist Ken B. Rasmussen blev en ansat i SAS betalt for at levere oplysninger om passagerlister til ugebladet.

Se og Hørs netværk af kilder, der mod betaling lækkede personfølsomme oplysninger, strakte sig ud over Nets.

Det siger den tidligere Se og Hør-reporter Ken B. Rasmussen i aften til TV 2 Nyhederne. Ifølge manden bag ugens mest omtalte bog, romanen 'Livet, det forbandede', der handler om forholdene på ugebladet, var en ansat i SAS også på lønningslisten og leverede oplysninger om pasagerlister.

Det betød bl.a., at Se og Hør kunne booke flysæder ved siden af kendte som prins Joachim og prinsesse Marie, når de skulle på rejse og få solo-fotos og kommentarer.

"Det er dybt alvorligt og grænseoverskridende. Når medarbejderne bliver ansat - og løbende i deres ansættelse - bliver de undervist i, at de har med følsomme oplysninger, som er ulovlige at give videre," siger pressechef hos SAS, Trine Kromann til TV 2 Nyhederne.

Chefredaktør: Det sker ikke i dag

TV 2 Nyhederne fortæller samtidig, at ugebladet "ifølge flere medarbejdere på bladet" i årevis har betalt den pågældende SAS-medarbejder for tys-tys tips. Men Se og Hørs nuværende chefredaktør, Niels Pinborg, afviser over for Tv2.dk, at bladet i dag betaler kilder for personfølsomme oplysninger:

"Det er umuligt uden min viden, og jeg kender ikke til den type kilder," siger Niels Pinborg til tv2.dk.

Ca. 600 medarbejdere i SAS har ifølge flyselskabets pressechef adgang til passagerlisterne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også