Reimer Bo: Se og Hør kendte til blomsterkøb

For tre år siden oplevede Reimer Bo, at Se og Hør havde meget private oplysninger om et blomsterkøb  - én uge senere havde Ekstra Bladet samme oplysninger, skriver den tidligere tv-vært på Facebook. 

Den tidligere tv-vært Reimer Bo Christensen har selv oplevet, hvordan Se og Hør overraskende har haft adgang til meget private oplysninger.

Efter skandalen om Se og Hørs mulige overvågning af kendte og kongelige er kommet frem, kæder han imidlertid begivenhederne sammen.

I dag skriver han på sin Facebook-profil:

“Pludselig faldt et par brikker på plads. For tre år siden ringede Se og Hør til mig med oplysninger om, at jeg havde sendt blomster til en kendt kvinde. Jeg troede lækagen var i Interflora, som jeg skældte ud, så de formentlig stadig har deres aircondition kørende. Undskyld. Blomsterne var betalt på nettet med mit dankort. Se og Hør mødte op hos kvinden, som helt sandfærdigt sagde, hun ikke kendte noget til mig. Blomsterne havde jeg nemlig sendt som en tjeneste for hendes mand. Se og Hør opgav historien. Men en uge senere ringede Ekstra Bladet med de samme oplysninger fra en anonym kilde.  Hvor havde de disse for så vidt korrekte men diskrete oplysninger fra? Det ville bladets reporter ikke oplyse om. Jeg spørger igen i dag, for det er påfaldende, hvor lidt Ekstra Bladet skriver om Se og Hør-skandalen. Eller Qvortrup-skandalen. Eller rettere NETS-skandalen," skriver Reimer Bo.

Reimar Bo Christensen har i dag sit eget kommunikationsfirma, og sagen har betydet, at han ikke længere bruger kreditkort.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også