Pål Thore: Flere investeringer på vej

Skridtet ind i rejsebranchen giver Aller Media god mulighed for at fylde mere i læsernes liv i forlængelse af Allers medier, siger adm. direktør Pål Thore Krosby om dagens opkøb.

Rejsebranchen passer godt til Aller Medias filosofi om at underholde, fordybe og berige, siger Aller Medias adm. direktør Pål Thore Krosby i en kommentar til dagens opkøb af 70 pct. af rejsebureauet Nyhavn Rejser.

”Nyhavn Rejser har et meget stærkt brand og er en sund og attraktiv virksomhed, der siden 2010 har oplevet tocifrede vækstrater. Vi ser et godt strategisk match mellem vores kerneforretning og Nyhavn Rejser, som sikrer en god platform for fremtidig vækst og udvikling,” siger Pål Thore Krosby, adm. direktør Aller Media A/S, i en pressemeddelelse.

”Rejsebranchen passer godt til vores filosofi om at underholde, fordybe og berige, og der er i begge brancher et stort fokus på livsstil og oplevelser. Rejser er et stadigt større interesseområde for vores læsere, og ved at tilbyde rejser kan vi udfylde en endnu større del af vores læseres liv i forlængelse af vores eksisterende mediers indhold. Jeg har en klar forventning om, at vi kommer til at realisere flere investeringer i den kommende tid."

Ny omsætning

Opkøbet er det første store skridt i Aller Medias strategi for opkøb og investeringer frem mod 2015. Udsigten til en stadig faldende printforretning udfordrer Aller Medias kerneforretning - derfor lancerede det danske Aller Media primo 2012 lanceret en strategi, "Safari, der inden for tre år skal tilføre virksomheden markant ny omsætning med god lønsomhed.

Aller Media A/S forventer ifølge meddelelsen, at opkøbet af Nyhavn Rejser A/S vil give en meromsætning på den gode side af 300 mio. kr. fra 2014.

Nyhavn: Aller kan give vækst

Nyhavn Rejser A/S fortsætter som et selvstændigt selskab i Aller Media A/S, og det nye ejerskab vil ikke medføre organisatoriske ændringer i rejsebureauet, der fortsat har hovedkvarter i Nyhavn.

”Aller Media er en stærk koncern med en ambitiøs vækststrategi, der ønsker at etablere sig i rejsebranchen som et nyt forretningsområde. Vi ser rigtig mange synergimuligheder mellem de ydelser, vi tilbyder i Nyhavn Rejser og Aller Medias kerneforretning inden for ugeblade og magasiner. Aller Media er oplagt som ny hovedaktionær i Nyhavn Rejser og vil i høj grad kunne bidrage til at realisere vores ambitiøse vækstmål for de kommende år. Jeg glæder mig meget til at fortsætte udviklingen af Nyhavn Rejser sammen med Aller Media,” siger Henrik Fuglsang, adm. direktør og medejer af Nyhavn Rejser i meddelelsen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også