"Årets stylist" bag nyt e-modemag

Nyt gratis Ipad-magasin, N Degrees, går efter internationalt publikum med interesse for skandinavisk mode og kultur.

Med 30 redaktionelle sider om den skandinaviske mode- og kulturscene har et nyt gratis Ipad-magasin, N Degrees, i august fundet vej til hylderne i App Store.

Bag magasinet står danske Christina Følsgaard og Dorothea Gundtoft, som begge har en baggrund inden for mode- og medieindustrien. Det oplyser magasinet i en pressemeddelelse.

Dorothea Gundtoft har arbejdet som stylist og modejournalist for blandt andre V Magazine, Vogue Italia og ELLE.dk og blev kåret som Årets Stylist 2013 ved ELLE Style Awards tidligere på året.

Christina Følsgaard har arbejdet med digital kunst-­ og kulturformidling for blandt andre ELLE og kunstmuseet Arken.

"Christina og jeg har selv finanseret magasinet," uddyber chefredaktør Dorothea Gundtoft i en kommentar per mail.

"Vi vil fremover lave et magasin per måned på ca. 50 sider, men med opdatering af indhold efter to uger," skriver hun.

N Degrees henvender sig til både det skandinaviske og internationale marked og udkommer på engelsk til Ipad og Ipad Mini og inden længe også til Iphone ifølge meddelelsen. Udgivelserne er temabårne - trods det skandinaviske fokus retter første udgave af magasinet, "The Asian Issue", således blikket øst på.

Næste nummer af N Degrees udkommer d. 6. september i samarbejde med online modeshoppen Muuse.dk og vil med en ny konkurrence sætte fokus på nye skandinaviske modetalenter.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også