Fødselsdag: ”Margarinebladet” fejrer 50 år i Aller

Ude og Hjemme, der oprindeligt blev lanceret for at sælge Alfa-margarine, kan i denne uge fejre 50-års fødselsdag som Aller-ugeblad.
Thomas Bo Christensen

Ude og Hjemme har i år været 50 år i Aller-eje. Men faktisk blev familieugebladet oprindeligt lanceret af Alfa-fabrikkerne i 1926 for at markedsføre Alfa-margarine.

I en fødselsdagmeddelelse skriver Ude og Hjemme, at det den gang var ideen med ”margarinebladet”, at når man havde indsamlet mærker fra fem Alfa-margarinepakker, kunne man få udleveret et gratis Ude og Hjemme hos købmanden.

Ude og Hjemmes chefredaktør var i de første seks år den kendte polarforsker Peter Freuchen, der var gift med margarinedirektørens datter, og Alfa-fabrikkerne anvendte efter datidens standarder særdeles kreative markedsføringsmetoder, for at gøre bladet landskendt.

"Det er sjovt at tænke tilbage på, at Ude og Hjemme oprindeligt blev lanceret for at sælge mere margarine. Når man kigger lidt i arkiverne kan vi se, at Ude og Hjemme forholdsvis hurtigt blev populært, og bladet nåede allerede i 1929 et oplag på omkring 100.000 stk. Det skyldes bl.a. flere opsigtsvækkende markedsføringsinitiativer - herunder indkøb af to flyvemaskiner til nedkastning af flyveblade," fortæller Kaj Elgaard, chefredaktør for Ude og Hjemme.

Aller overtog Ude og Hjemme i januar 1963 fra A/S Danske Hjem, som havde købt ugebladet fra Alfa i 1938. På dette tidspunkt var bladet indholdsmæssigt præget af noveller, romanføljetoner, kvindestof, husholdningstips og tegneserier. Og i de kommende år var nogle af de faste skribenter i bladet bl.a. den populære Kirsten Hüttemeier, erhvervsmanden og Volvo-direktøren Harry "Motor", Jørgen Mylius og radiovært Jørn Hjorting.

Udover en kort periode i 1970'erne, hvor Ude og Hjemme lod sig inspirere af Ugens Rapport, for at tiltrække yngre læsere, har omdrejningspunktet altid været hverdagsdramaerne, de nære historier om mennesker, brevkasserne samt tips til husholdning og madlavning.

Ifølge nuværende chefredaktør Kaj Elgaard bygger Ude og Hjemme stadig på mange af de elementer, som blev skabt for mange år siden.

"Vores læsere er typisk kvinden i en helt almindelig børnefamilie, som interesserer sig for det personlige og nære, samt det der kan gøre hendes hverdag lidt lettere, når det drejer sig om madlavning, indkøb, boligen, arbejdsliv og samværet med familien. Redaktionelt følger vi de spor, der blev lagt for Ude og Hjemme for mange år tilbage, men vi justerer selvfølgelig løbende indhold og udtryk, så vi følger med tiden og altid er i øjenhøjde med vores kernelæsere," fortæller chefredaktør Kaj Elgaard, der har været øverste chef på bladet siden 2009.

Ude og Hjemme er et af Danmarks største familieugeblade med et oplag på 125.000 stk. og 455.000 læsere.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også