Ugeaviser går udfordrende år i møde

Selv om 2012 tegner relativt fornuftigt for ugeaviserne, er mediabureauerne ikke optimistiske, når det gælder annonceudviklingen i 2013.
Thomas Bo Christensen

Mens ugeaviserne kan se tilbage på et 2012, der tegner til at blive et hæderligt år, der ligger nogenlunde på linje med sidste år, så skal de ikke glæde sig til 2013.

MediaWatch har spurgt fire mediebureauer om deres prognoser for annonceudviklingen for det kommende år, og de forudser i gennemsnit et fald på 6 procent for de gratis husstandsomdelte lokalaviser. GroupM opererer oven i købet med et fald på helt op til 9 procent.

Ifølge Lars Winther, der er administrerende direktør i De Lokale Ugeaviser, der er central salgsvirksomhed for 214 ugeaviser, er det lige i den høje ende.

”Vi regner med, at der kommer til at være et fald på 4-5 procent i år. Det, tror jeg, er realistisk. Men der er ingen tvivl om, at når vi kigger på de prognoser, der ligger for 2013 både i forhold til konjunkturer og privatforbrug, så er der ikke meget, der tyder på, at privatøkonomien vil rette sig. Og derfor vil en stor del af ugeavisernes omsætning heller ikke rette sig," lyder det fra Lars Winther.

Venter på vækst
Et fald på omkring fem procent vil således være noget dårligere sammenlignet med i år, hvor de seneste tal fra DRRB viser, at ugeaviserne fra 1.-3.kvartal faktisk ligger på index 101, om end 3. kvartal var hård med et indexniveau på 89.

Ifølge Lars Winther kommer der dog til at gå noget tid, før der kommer rigtig gang i hjulene for ugeaviserne igen:

”Jeg tror ikke, vi vil se en fornyet optimisme. I hvert fald ikke for første halvår. Der er jo ganske, ganske få økonomer, der taler om, at det kan rette sig i andet halvår 2013, men tror i stedet på, at det bliver i 2014 eller måske end da 2015.”

Sjællandske: Vi vil kæmpe
Hos Sjællandske Medier fortæller administrerende direktør Torben Dalby Larsen, at der har været forskelle på, hvordan mediehusets i alt 28 uge- og gratisaviser har klaret sig i 2012, men samlet set har annonceomsætningen været ”svagt vigende”. Og når han kigger han kigger ind i 2013, ser det ikke bedre ud, forklarer han:

”Der har i 2012 et svagt hjemmemarked, og regeringen skønner, at der har været en negativ vækst på 0,4 procent. Vi tror at 2013 bliver et krævende år, og et år som ligger i niveau med 2012. Så vi vil kæmpe for, at vi kan holde et uændret niveau.”

- TBC 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også