Aller holder fast i Elle Decoration

Aller Media testede markedet for boligmagasiner i september. Det gik bedre end ventet og Elle Decoration skal fremover være et fast kvartalsmagasin.

Boligmagasinet fra det internationale Elle-univers skal fremover være et fast kvartalsmagasin i Aller Medias portefølje.

Elle Decoration blev lanceret i september og ifølge Aller Media har annoncører og læsere taget så godt imod det første nummer, at det har bekræftet magasinhusets idé om, at der var et hul i boligmagasin-markedet. 
 
Magasinet, der udgives i 25 lande, er inspireret af søster-modemagasinet Elles redaktionelle stil - bare oversat til bolig og interiør. 

Den danske redaktion for Elle Decoration kommer til at arbejde tæt sammen med Elles redaktion, og begge redaktioner skal ledes af chefredaktør Cecilie Christiansen.

Udgiverdirektør hos Aller Media, Per Ingdal, er tilfreds med, at aftalen med Elle-brandets ejere, Lagardere Active, er faldet på plads. 

”Vi har i efteråret udgivet Elle Decoration som et eksperiment, og interessen blandt såvel læserne som annoncørerne har været langt større end budgetteret. Derfor skruer vi op for tempoet i 2013 med fire udgivelser af Elle Decoration," siger Per Ingdal i en pressemeddelelse.

Elle Decoration er planlagt til at udkomme i april, juni, oktober og december. Magasinet vil både blive solgt sammen med Elle i en dobbeltpakke og alene som selvstændigt magasin.

- JHT
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også