Vækstfonden: Susema er et selskab i fremgang

Fondsrådet vurderer, at økonomien i magasinudgiver Lars Schilling Jacobsens selskab, Susema, er værre, end regnskaberne beskriver. Men Vækstfonden, der ejer 20 pct. af firmaet, er uenig.

I sidste uge kom det frem, at magasinudgiveren Lars Schilling Jacobsens selskab Susema fik Fondsrådet til at hejse advarselsflaget og anbefale nedskrivninger i selskabets milliongæld til Tønder Bank.

Men det signal peger ikke på et selskab i økonomiske vanskeligheder, mener Vækstfonden, der ejer 20 pct. af Susema, og som tidligere på efteråret har skudt flere penge i selskabet i en kapitalforhøjelse. 

Susema, der primært sælger løsninger til abonnementsstyring til blandt andet magasinhuse, er et af de selskaber, som Fondsrådet har vurderet at have et hovedansvar for Tønder Banks kollaps.

Susema gav sidste år et underskud på 5 mio. kr. (og 5,5 mio. kr året før). Fondsrådet vurderer, at situationen i selskabet sandsynligvis er værre, end regnskabet fortæller, og at egenkapitalen, der er opgjort til 2,3 mio. kr., sandsynligvis reelt er negativ. Fondsrådet opgør selskabets gæld i Tønder Bank til 11,8 mio.kr. per 25. september.

Men Susema er en virksomhed i vækst - ikke i krise, fastholder Vækstfonden.  

"Det er forkert, når man skriver, at virksomheden er ved at lukke, og at den klarer sig virkelig dårligt. Det er ikke unaturligt for en virksomhed i vækst at have gæld. Susema er inde i en fornuftig gænge. Vores forventning er, at den følger den langsigtede vækstplan, som blandt andet indebærer nogle udvidelser i Sverige. Det er en virksomhed i fremgang, men der er selvfølgelig altid en risiko for, at det ikke går som man regner med. Men lige nu ser det fornuftigt ud," siger Peter Bruun, kommunikationschef i Vækstfonden. 

Svenske aktiviteter
Det er især selskabets aktiviteter i Sverige, der giver lys forude. 
Susemas bestyrelsesformand, Michael Løvbjerg fortæller, at Susema åbner et salgskontor i Sverige per første december og har ansat en landechef og salgspersonale.

"Det er vores oplevelse, at Susema er konkurrencedygtig på det svenske marked. Susema har allerede fået de første kunder, og i sidste uge tilsagn fra tre mellemstore forlag," skriver han i en mail til MediaWatch. 

Kapitaltilførsel i oktober
Vækstfonden og selskabets øvrige aktionærer, blandt andet Lars Schilling Jacobsens selskab BM Service Holding, har i oktober tilført selskabet yderligere kapital.

Hverken Vækstfonden eller Michael Løvbjerg ønsker at oplyse, hvor stor en investering, der er tale om. Men ifølge MediaWatch' oplysninger er der i alt blevet tilført 2,5 mio. kr.

Susema oplyser, at gælden til Sydbank (der har overtaget, Tønder Banks engagementer) nu er 8 mio.kr. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også