"Vi sender trods alt ud til 450.000 husstande"

Danske Specialmedier tror, at en nedlæggelse af Bladpuljen vil betyde bladlukninger - den største støttemodtager, Ældresagen, håber forslaget bliver skudt ned.

Det var en lille granat, kulturminister Uffe Elbæk (R) smed i går i mediestøtte-debatten, da det kom frem, at regeringen har planer om at tage fra foreningsbladene og give til dagbladene i den nye mediestøtteordning.

Dagbladene skal tilgodeses med omkring 40 mio. kr. ekstra årligt - som kompensation for en øget lønsumsafgift - og de penge skal skaffes i kraft af en udfasning af Bladpuljen, der hvert år giver omkring 40 mio. kr. i distributionsstøtte til foreningsblade som 'Tænk' og 'Natur og Miljø'. Disse skal i stedet hjælpes til en digitalisering af medierne.

Hos Danske Specialmedier forudser direktør Christian Kierkegaard, at afskaffelsen af puljen vil få størst betydning for de mindre blade.

"Fjerner man tilskuddet til distribution af ideelle blade, kan det betyde, at flere blade vil blive nødt til at lukke. Der er mange blade - især mange små blade, der ikke vil kunne eksistere uden tilskud. Tilskuddet blev etableret, fordi udgifterne til porto steg og blev meget høj. Så besluttede man at støtte en gruppe blade, der har en vigtig rolle i samfundet. Mange af disse medier er afhængige af bladene for at holde kontakt med deres medlemmer. Så hvis bladene lukkes ned, vil det også betyde meget for foreningslivet," siger Christian Kierkegaard.

Helt nyt for os
Den suverænt største støttemodtager, Ældresagen, der risikerer at miste fem mio. kr. årligt, er mere end overrasket over gårsdagens melding:

"Det er helt nyt fra os, at det er er det udspil, der bliver bragt til forhandlingsbordet. Det virker noget hastigt fremsat og vil få voldsom betydning for os, hvis det bliver vedtaget. Vi arbejder meget målrettet med at bidrage til digitaliseringen, så vores medlemmer også kan kommunikere med det offentlige i 2015 (hvor det offentlige overgår til digital kommunikation, red.), men det bruger vi bl.a. vores blade til. Derfor synes vi, det er en rigtig alvorlig sag. Vi udgiver 18 blade om året. Det vil være meget vanskeligt at nå den målgruppe uden at få støtten til det," siger Birger Lenvig, kommunikationschef i Ældresagen.

Han giver ikke meget for planen om en kompensation til foreningsbladene, der over fem år skal hjælpe dem med at udkomme digitalt frem for på papir.

"Der er ca 390.000 danskere over 65 år, der aldrig har brugt internettet og rigtig mange af dem er vores medlemmer. Det er optismistisk at forestille sig at alle skulle komme med inden for fem år," siger Birger Lenvig, der hæfter sig ved, at forslaget går imod Mediestøtteudvalgets anbefalinger.

Men kan medlemmerne ikke selv betale for at få bladet ud, hvis de vil - er det ikke fair?

"Det er ikke blevet mere fair, fordi Kulturministeren foreslår noget andet end det, Mediestøtteudvalget har anbefalet. Hidtil har der været enighed om, at det er en vigtig del af demokratiet, at foreningskommunikationen er i orden, og derfor håber vi heller ikke, at forligspartierne kan støtte op om forslaget. Vi sender trods alt ud til 450.000 husstande og har 700.000 læsere, så det har stor betydning," siger Birger Lenvig.


FAKTA
På finansloven for 2012 var der afsat 41,1 millioner kr. til støtten. De
10 største støttemodtagere er af Bladpulje er:

ÆldreSagen Nu 2.458.323 kr.
ÆldreSagen Nyt 2.369.639 kr.
Tænk 1.064.209 kr.
Donor Nyt 793.722 kr.
Dansk Golf 753.814 kr.
Tæt på Kræft 665.130 kr.
Natur og Miljø 659.809 kr.
Magasinet Røde Kors 610.146 kr.
LedSager 600.391 kr.
Amnesty 540.973 kr.

Støtten beregnes på grundlag af oplag og sidetal.

Kilde: Danske Specialmedier

- JHT, LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også