Bonnier topper klageliste

Bonnier topper Forbrugerombudsmandens klagestatisk blandt magasinhusene - men det viser ikke det fulde billede, siger Bonnier.

Så mange forbrugere har klaget over Bonnier Publications, at Forbrugerombudsmanden i denne uge mistede tålmodigheden og bad magasinhuset om en redegørelse for udgiverens salg af magasinabonnementer over telefonen.

Bonnier er en heftig bruger af telesalg, og det har resulteret i en klagestrøm til Forbrugerombudsmanden på 110 klager fra 2008-2012. Det er primært kunder, der er trætte af uanmodede opkald og opkrævninger. Til sammenligning har Bonniers datterselskab Benjamin Media fået 20 klager i samme periode, mens Aller og Egmont ligger på henholdsvis 18 og 10. Det viser tal fra Forbrugerombudsmanden, som MediaWatch har fået indsigt i. 

Bonnier: Kun en brøkdel klager
Men det er stadig en forsvindende lille del, der går galt i det store billede, siger viceadm. direktør, Jens Henneberg, Bonnier Publications.

"Vi har på et tidspunkt udregnet, at det er omkring en halv promille af vores håndteringer, der kører en lille smule skævt. Så i forhold til vores store volumen, så opfatter jeg os bestemt som redelige. Jeg vil da helst være de 110 klager foruden, men vi bruger også den feedback til at se, hvor vi kan blive bedre," siger han og uddyber, at magasinhuset også dagligt bruger mange ressourcer på at håndtere henvendelser fra kunder, hvor tingene er gået skævt.

"Hvis vi ikke er i stand til at have det tillidsforhold til vores kunder, så dør vores forretning. Vi har en forretningsmæssig interesse og vilje til, at tingene kører ordentligt," siger Jens Henneberg.

Også kritik på Trustpilot
På sitet Trustpilot.dk, hvor forbrugere kan anmelde virksomheder, stikker Bonnier ikke desto mindre også ud på den negative måde. Af magasin- og bladhuse får Bonnier suverænt flest anmeldelser, laveste score og mest  hårdtslående bedømmelser som "Bondefangeri", "Svindlerfirma" og "Tilbud fra Bonniers - vogt dig". 

"Det ærgrer selvfølgelig, at vi scorer så lavt. Men det er de utilfredse kunder, der går ind og skriver der, det er jo ikke de mange tilfredse kunder, der gør det, og på den måde mener jeg, bliver billedet automatisk farvet," siger Jens Henneberg.

Bonnier er kendt som det magasinhus, der har flest abonnenter og det vidner tallene også om, påpeger han.

"Vi har over en mio. kunder, derfor kan der jo ske misforståelser, sælgeren udtrykker sig upræcist, kunden forstår ikke tingene klart. Jeg synes, der er orden i sagerne."

- LR

FAKTA

Klager til Forbrugerombudsmanden fra 2008-2012

Aller: 18 henvendelser
Benjamin: 20 henvendelser
Bonnier: 110 henvendelser
Egmont: 10 henvendelse

Kilde: Forbrugerombudsmanden

Sådan bedømmes medierne på Trustpilot (d.d.):

Magasiner
Aller Media: 4 anmeldelser. Score 5.0
Benjamin Media: 22 anmeldelse. Score: 2.9
Bonnier: 60 anmeldelser. Score: 1.8
Bonnier Publications: 10 anmeldelser. Score: 2.7
Egmont Magasiner: 10 anmeldelser. Score: 4.0 

Dagblade
Politiken: 36 anmeldelse. Score 6.9
Børsen: 15 anmeldelser. Score: 8.6
Berlingske: 11 anmeldelser. Score: 5.5

TV 
DR: 1288 anmeldelser. Score: 2.8*
TV 2: 151 anmeldelser. Score: 4.4
TV3: 41 anmeldelser. Score: 5.6 
SBS: Ingen anmeldelser. SBS' 'Kanal 5' har dog 9 anmeldelser og en score på 5.0 

Kilde: Trustpilot.dk

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også