Valeur: Tænk bliver Forbrugerrådets reklamebrochure

Tænk bliver et kedeligt talerør for Forbrugerrådet, når magasinets frihedsbrev annuleres og produktionen flyttes over i Benjamin, mener en af bladets faddere Erik Valeur.

Tænk risikerer at miste sit journalistisk bid og slagkraft, når Forbrugerrådet udliciterer bladet til Benjamin, fyrer redaktionen og i samme ombæring annulerer frihedsbrevet, der skal sikre redaktionel uafhængighed fra interesseorganisationen. Det mener tidligere Tænk-journalist Erik Valeur, der også har stået fadder til Tænk, som det har set ud siden relanceringen i 1999.

»Det bliver en reklamebrochure. Det bliver røvkedeligt. Hvis bladet ikke har frihed mister det sin tone, og det er det der vil ske nu. Benjamin får besked på at skrive om de områder Forbrugerrådet satser på, og folk kommer til at kede sig ihjel,« siger Erik Valeur til Journalisten.dk.

Erik Valeur var ansat på Tænk  fra 2004 til i sommer, hvor Tænks Jyllands-redaktion blev lukket ned. Han har ikke tillid til, at Benjamins Kundemagasiner, der producerer titler for Føtex, Magasin og Red Barnet, kan opretholde den kritiske, journalistiske linje. 

Frihedsbrevet var vigtig skanse
Især ikke, når frihedsbrevet ophæves, siger Erik Valeur. Han fortæller, at Tænks redaktion gennem længere tid har kæmpet for sin redaktionelle frihed og for at holde Forbrugerrådets politiske dagsorden uden for spalterne. Da den tidligere chefredaktær Pernille Tranberg i 2008 forlod Tænk, fortalte hun også, at det var fordi hun ikke ville acceptere en sammenblanding af politik og journalistik.

"Når forbrugerrådet kørte deres kampagner, ville de gerne have, at vi var med. Nogle gange var der ikke plads i bladet og andre gange, når der var plads, viste vores research noget andet end budskabet fra Forbrugerrådet. Det var der nogle, der blev meget irriterede over," siger Erik Valeur til Journalisten.dk.

Hidtil har Tænk været en selvstændig ø i Forbrugerrådet. Den formelle afskærmning forsvinder nu, hvor redaktionen nedlægges, frihedsbrevet ophæves og rådets kommunikationschef, Claus Dithmer, indsættes som chefredaktør for Tænk og Tænk Penge. 

Bladets nye chefredaktør, Claus Dithmer, er uenig med Valeur. Han fastholder, at annulleringen af frihedsbrevet er en formsag, der ikke reelt vil indvirke på bladets journalistik. Lige som han forklarer til MediaWatch, at han stoler på, at Benjamin vil kunne fylde Tænk-redaktionens uafhængige, kritiske sko. 

- JHT





 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også