Søndagsavisen: Små annoncører holder igen

Søndagsavisen oplever stadig flotte vækstrater, men kan som andre ugeaviser melde om et afdæmpet marked. Men spareplan bliver det ikke til, lover direktør.
Thomas Bo Christensen

I sidste uge blev der uddelt kage til medarbejderne på Søndagsavisen. På kagen stod der symbolsk ”Søndagsavisen holder kursen” og refererede til, at den landsdækkende ugeavis havde ramt estimaterne for Q3.

Ifølge topchef Arne Ullum fik han efterfølgende flere positive tilbagemeldinger om en velsmagende kage fra medarbejderne – måske fordi der også fulgte en udmelding til de ansatte om, at Søndagsavisen modsat næsten samtlige andre bladhuse ikke arbejder med spareplaner.

Alligevel er alt dog ikke lutter søde sager for avisen, fortæller Arne Ullum:

”Vi kan godt mærke en vis afdæmping i annoncemarkedet, men vi er ikke så hårdt ramt, fordi vi primært har de store annoncører. Men vi driver også ugeaviser i Helsingør og Slagelse, og her kan vi godt se, at alle de små kunder har haft det svært i en periode, og jeg kan godt frygte, at hvis vi kigger ind i oktober, at nogle af de store kunder holder lidt igen for at redde årsregnskabet. Så det er meget turbulent, og jeg tror, at begyndelsen af andet halvår har været dårligere for alle, end vi havde forventet.”

Stadig markant vækst
For nylig kunne MediaWatch fortælle, at ugeavisernes generelt stabile indtægtsstrøm havde fået et betydeligt knæk hen over sensommeren.

Hos Fynske Medier var nedgangen i ugeavisomsætningen de seneste måneder en væsentlig årsag til, at huset indledte en større sparerunde, og også Politikens Lokalaviser meldte om et marked i opbremsning.

Arne Ullum fortæller, at særligt august var dårlig blandt de små annoncører, og han venter også, at Q4 bliver dårligere end forventet.

”Men omvendt sidder jeg i den luksussituation, at når tingene er skidt ude hos mig, så er der stadig tocifrede vækstprocenter i forhold til sidste år på grund af den strukturelle udvikling, hvor de store landsannoncører viger fra dagbladsmarkedet og går over til os. Så vi oplever ikke samme nedtur som midtuge-aviserne, men det skyldes kun, at vi har succes med de store aktører,” siger han og nævner bl.a. mobilselskaber som en annoncørgruppe, hvor avisen har succes.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også