Årets hæderspris for ugeaviser til Fynske Medier

Guld, sølv og bronze er uddelt for den bedste journalistik på ugeaviserne i Danmark. Fynske Medier løber med hædersprisen.
Thomas Bo Christensen

Da Ugeavisernes Årspris onsdag blev uddelt ved Danske Mediers og De lokale Ugeavisers konference i Kolding gik årets hæderspris til Fynske Medier, hvis lokalaviser, Melfar Posten, Lokalavisen Assens, Ugeavisen Odense, Lokalavisen Nordfyn og Ugeavisen Svendborg, blev belønnet for deres redaktionelle projekt ”Fedt til muskler, ideer til kontanter”.

I alt blev der ved konferencen uddelt 10 priser, og 10 fik hædrende omtale ved årets prisuddeling. Der uddeles priser i henholdsvis guld, sølv og bronze i tre kategorier. Guldvinderne blev:

- Lokalavisen Egedal, der vandt kategorien Nyheder
- Lokalavisen Frederikssund, der vandt kategorien Features
- Roskilde Avis blev vinder i kategorien Redaktionelle ideer.

Vinderne udpeges af en dommerkomite med journalister, redaktører og andre eksperter og med chefredaktør Kim Belmark, Politikens Lokalaviser, som formand.

”Ugeaviserne er vigtige for det lokale demokrati og den lokale debat. Der er mange gode historier i lokalsamfundene, som det er vigtigt at få fortalt, og det bliver gjort med grundig research og professionel journalistisk tilgang. 86 indstillinger til årets konkurrence er rekord, og substansen var god. Så der er grund til at præmiere ugeavisernes arbejde og glæde sig over, at de udfylder en vigtig rolle på bedste vis i deres områder,” siger Marianne Bugge Zederkof, der er direktør i Danske Medier og for Ugeaviserne, i en pressemeddelelse.

Der udgives over 250 lokale ugeaviser i Danmark, og de når tilsammen ud til over fire millioner danskere.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også