Se og Hør breaking news på CNN.com

Ugebladets planlagte publicering af de forbudte Kate-billeder blev onsdag eftermiddag "breaking news" i flere internationale medier.

Historien om, at Se og Hør som det næste medie har valgt at trykke paparazzibillederne af den britiske hertuginde af Cambridge, Kate, ramte de udenlandske medier onsdag eftermiddag.

I skrivende stund er nyheden breaking news på toppen af CNN.com - den internationale udgave af CNN's netavis: 

"Danish magazine to print topless photos of Catherine, Duchess of Cambridge, on Thursday, editor says," lyder overskriften.

Også andre internationale medier som australske The Australian og amerikanske Huffington Post kører historien som topnyhed, efter telegrambureauet AP har sendt nyheden ud om det danske "sladderblads-skridt".

Se og Hør er det første nordiske medie, der trykker paparazzibillederne, der er taget under en privat ferie i Sydfrankrig, som hertuginde Kate og hendes mand, prins William, var på.

Billederne er indtil videre publiceret i den irske tabloidavis Irish Daily Star, hvilket har kostet redaktøren på avisen jobbet, og det franske magasin Closer. Derudover har det italienske magasin Chi, der har samme ejer som Closer - nemilg medieselskabet Mondadori, ejet af den tidligere italienske premierminister, Silvio Berlusconi - også bragt billederne.   

Hvorvidt Se og Hørs norske søsterblad, der lige som den danske udgave er ejet af Aller, også vil trykke billederne, er uvist.

Den britiske kongefamilie har foreløbig fået nedlagt fogedforbud imod billederne i Frankrig. Om der også bliver et juridisk efterspil mod Se og Hør, vil tiden vise.

Ifølge mediejurist Oluf Jørgensen fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er det ulovligt, at Se og Hør bringer billederne i morgen, men det afviser chefredaktør Kim Henningsen, Se og Hør.

Nyheden på CNN kan læses her.
- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også