Ny omgang kendelser fra Pressenævnet

Information rettede i et debatindlæg, Politiken anklagede tidligere journalist for at være spion, og Ud & Se bragte et foto uden at have samtykke...

 Pressenævnet har offentliggjort et nyt kuld kendelser. 13 sager er blevet drøftet i nævnet, heraf uddelte Pressenævnet "kritik" i fire sager og "delvis kritik" i fire, mens tre endte uden kritik. Desuden blev to klager blev afvist.

Kritik

Information fik kritik for at have givet et debatindlæg en ny rubrik, der ikke passede til det, debattøren havde skrevet. Aviser har ret til at redigere indlæg og læserbreve, men kun i det omfang, at de stadig svarer til det, skribenten har ment.
En skribent havde indendt et indlæg, der stillede spørgsmål ved det rimelige i, at en domstol havde lukket dørene i en sag af offentlig interesse. Skribenten klagede, da Information ændrede rubrikken fra "Hvilke hensyn?" til "PET i russisk tjeneste". Pressenævnet mener, at Information har tilsidesat god presseskik ved at ændre rubrikken til en beskyldning. Information skal bringe en rettelse i avisen. 

Nordjyske Stiftstidende får kritik for at beskylde firmaet Agro for ulovlige diætsatser uden at give selskabet chance for at udtale sig.  I en artikel om, at vikarbureauet Agro aflønnede ungarske arbejdere 34 kr. i timen, hvoraf 22 kr. blev udbetalt som kostpenge, citerede Nordjyske Stiftstidende fagforbundet 3F for at det var "direkte ulovligt" at kalde de 22 kr. for diætsatser.
Agro mener ikke, at det er ulovligt og har klaget til Pressenævnet, der vurderer, at avisen har tilsidesat god presseskik ved ikke at forholde Agro anklagen. 

Politiken får kritik for offentliggøre artiklen ”Kendt journalist og Stasi-jæger mistænkes for at være storspionen, alle leder efter” uden at have dokumentation for spion-anklagen. Ifølge avisens to kilder, skulle journalisten (klageren) være en hidtil uafsløret spion. 
Men den alvorlige beskyldning er ikke dokumenteret i artiklen eller over for pressenævnet, og kan blot betragtes som et rygte, mener Pressenævnet. Nævnet finder, at Politiken har tilsidesat god presseskik ved at viderebringe et skadeligt rygte. 

Ud & Se får kritik for at have publiceret et foto, der var taget til en udstilling og hvor klager ikke havde givet samtykke til offentliggørelse i Ud & Se. Fotografiet forestiller klagerne i et privat hjem, og Pressenævnet finder, at 'Ud & Se' ikke uden samtykke kan bringe det, da der ikke "almen interesse" knyttet til den nye offentliggørelse.  
Nævnet understreger dog, at det er en formildende omstændighed, at Ud & Se har købt billedet i den tro, at klagerne var indforstået med sagen, men at dette dog ikke fritager magasinet for ansvar. 

Delvis kritik
Ekstra Bladet fik "delvis kritik" i tre sager, mens DR fik delvis kritik i en sag. 

Afvist sager
De to afviste sager afvises begge af samme årsag: I begge tilfælde vurderede nævnet, at klageren ikke var berettiget til at klage, fordi vedkommende var en af en gruppe, der var blevet omtalt. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også