Ny Costume-redaktør vil vende oplagsfald

Artikler med mere dybde og mere af det, Costume kan i forvejen, skal øge modemagasinets oplag, siger Costumes nye chefredaktør Rikke Christensen.

Hun har kun lige netop sat sig i chefredaktørstolen. Costumes nye chefredaktør, Rikke Christensen, tiltrådte stillingen mandag. Og de konkrete strategier for magasinets udvikling er ikke helt færdigbagte, men en ting står fast: Oplaget skal stige. 

"Vi skal øge oplaget og styrke forspringet til vores konkurrenter. Det tror jeg godt kan lade sig gøre med de redaktionelle ændringer, vi planlægger," siger Rikke Christensen. 

Modemagasinets oplag er faldet 4,1 pct. det sidste år, viste de seneste tal fra Dansk Oplagskontrol. Men med et gennemsnitligt oplag på 39.800 per magasin i årets første halvår bevarer det dog førertrøjen som Danmarks største modemagasin målt på oplag. Måler man på læsertal, ligger det på en fjerdeplads.

Artikler med mere dybde

Strategien ligger endnu ikke fast. Men en af de knapper, som Rikke Christensen gerne vil skrue på, er artiklernes længde og tyngde.

"Jeg vil gerne forfine det, som Costume kan. Costume har en unik position som Danmarks største modemagasin (målt på oplag, red.), og det skal ikke laves drastisk om. Men der skal ske nogle ændringer, blandt andet skal der mere dybde i nogle af artiklerne. Det skal stadig være lettilgængeligt, men det skal også udfordre," siger chefredaktøren. 

Der bliver dog ikke tale om revolutionerende ændringer og alenlange artikler. De mere "tunge" historier skal omhyggeligt tilpasses Costumes målgruppe, der er lidt ældre end Elles kernelæsere og lidt yngre end Eurowomans.  

"Vi skal fortsat være i øjenhøjde med læserne. Vi skal være den her veninde, som hele tiden guider dig og fortæller, hvad der rører sig – du skal føle, at du bliver inspireret og lærer noget nyt, når du åbner bladet," siger Rikke Christensen, der ikke er  ubekendt med hverken modemagasin-feltet eller Costumes redaktionsgange. 

Hun kommer fra en stilling som moderedaktør på Eurowoman, men har tidligere arbejdet på Costume.

Online skal Costume blive bedre til at engagere og inddrage læserne. Magasinet barsler med webplaner om mere brugerinvolvering, fortæller Rikke Christensen. 

Costume lancerede i 2011 en Ipad-app. Men læserne svigtede, og app'en blev trukket tilbage efter et halvt år.  
 

- JHT




 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også