Femina slog Alt for Damerne i første halvår

I første halvår tabte Alt for Damerne 13,3 pct. af oplaget og blev overhalet af ærkerivalen Femina. Den største oplagstaber blandt ugebladene blev dog Kig Ind.

Den benhårde konkurrence mellem de to rivaliserende dameblade Allers 'Femina' og Egmonts 'Alt for Damerne' er i første halvår 2012 endt med en oplagssejr til Femina. 

Begge ugeblade må se oplagstallene falde, men mens 'Femina' "kun" har mistet 4,6 pct. af oplaget, har  'Alt for Damerne' tabt 13,3 pct. 

Femina er i gennemsnit blev købt i 51.972 eksemplarer om ugen, og er dermed størst målt på oplag. Alt for Damerne er nemlig faldet til et gennemsnitligt oplag på 50.008 - mod 57.700 i første halvår af 2011.

Det viser de kontrollerede oplagstal, der netop er blevet offentliggjort i dag.  

Femina førte også i 2010
Oplagsduellen mellem de to magasiner har bølget frem og tilbage. I 2011 hev Alt for Damerne føretrøjen hjem igen, efter at Femina i 2010 havde iværksat en mere aggressiv strategi for at øge oplaget og derved overhalet Alt for Damerne. 

Femina besluttede sidste år at droppe den dyre salgsstrategi med dyre gaver og billige abonnementer igen. Og det gav altså plads til Alt for Damerne, der kunne oplagsoverhale igen i 2011.

Når det gælder læsertallene, som er den vigtigste valuta i forhold til annoncører og annoncesalg, er Alt for damerne dog stadig større end Femina, selvom Aller-titlen altså har overhalet i oplagstallene.

Ugebladene tabte generelt
Salget af ugeblade faldt i alt 6,1 pct. Alle titler måtte se oplaget falde, på nær '7 TV Dage'. Tv-ugebladet solgte gennemsnitligt  39.500 eksemplarer, hvilket er en vækst på 8,2 pct. 

Hårdest gik det ud over de ugentlige sladderblade. Kig Ind tog det hårdeste slag med et oplagsfald på 14,7 pct. Se og Hør tabte 10,2 pct. mens Billedbladet lå lidt lunere med et tab på 6,2 pct.  Her og nu formåede næsten af fastholde oplaget, men tabte dog 0,9 pct. af køberne. 

Ugeblade som Hjemmet, Familie Journalen, Ude og Hjemme og Søndag oplevede et et mere jævnt oplagsfald og tabte mellem 4,6 pct (Hjemmet) og 6,4 pct. (Søndag).

Familie Journalen har tabt ca. 10.000 ugentlige købere om året, siden 2010. Bladet er dog, med 163.000 ugentlige solgte eksemplarer, stadig Danmarks største ugeblad målt på oplag.
 

- JHT

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også