Nyt magasin skal skrive til mor om mor

Oxygen Magasiner samler med 'Vores Børn Plus' sine særudgivelser i et magasin til mødre om mode, livsstil og rejser - lige som konkurrenten Cover Kids.

Oxygen Magasiners nyeste tilføjelse til 'Vores Børn'-magasinfamilien 'Vores Børn Plus - Alt til mor' skal rydde op i de forskellige specialudgivelser, forlaget førhen har udgivet sammen med Vores Børn-magasinerne. 

Tidligere har  abonnenter på 'Vores Børn' (der udkommer i udgaverne 'Mini' og 'Junior') også fået magasinerne 'Sund Familie' og desuden specialudgaver vinter og sommer ind ad døren som supplement til kernemagasinerne.

De tre titler erstattes nu af 'Vores Børn Plus - Alt til mor', der indgår i abonnementsrækken med fire blade årligt. Man kan altså ikke abonnere udelukkende på det nye magasin, der dog kan købes i løssalg.

"Vi strømliner og samler vores magasiner," siger Henrik Løvstrøm, adm. direktør og medejer af Oxygen Magasiner, der foruden Vores Børn udgiver magasinet 'Gravid'.

"Vi har abonnenterne i forvejen. Vi går ikke ud og laver et nyt magasin, der skal tilkæmpe sig en hel ny plads på markedet. Vi har et fast navn 'Vores Børn', og så laver vi en række udgivelser, der tilpasses, efterhånden som børnene udvikler sig," siger han.

I konkurrence med Cover Kids?
Sidste efterår købte Egmont aktiemajoriteten i Oxygen Medier. I den ombæring lukkede Egmont sit eget magasin 'Vi forældre', hvilket efterlod Oxygen Magasiner et marked med kun en konkurrent til 'Vores Børn': Malling Publications' 'Cover Kids', der blev lanceret sidste efterår.

'Vores Børn Plus' kunne da også ligne et angreb på Cover Kids' territorie. Med en redaktionel linje, der ikke skriver til mødre om børn, men i stedet til mødre om mødre, kan de to magasiner komme til at kappes om de samme læsere: Kvinder, der har fået børn og gerne vil læse om det at være mor - ikke kun om børnene. Om rejser, mode, indretning og livsstilsstof til mødre.

"Der vil være modereportager, men der vil både være børnetøj og tøj til mor. Så er der skruet op for de her ting - det er lidt mere lækkert end magasinerne, der har barnet i fokus. Vi låner lidt fra damebladene, men det er skåret til, så det passer til en mor: For eksempel kan modestoffet være tøj til kvinder, hvis kroppe er blevet ændret af en fødsel," siger Karen Greve, chefredaktør for 'Vores Børn'-magasinerne.  

Henrik Løvstrøm afviser dog, at man skulle sigte efter samme koncept, som Cover Kids.

"Det er ikke i den boldgade.Vi har selvfølgelig set på Cover Kids, der er et superflot blad, men vi mener ikke, at der er kundegrundlag for sådan et blad i Danmark. Det er for "high end"," siger Henrik Løvstrøm og tilføjer, at Vores Børn Plus bliver et "bredere magasin" end Cover Kids.  

 Hvornår kommer der et magasin til far?
"Det gør der ikke. Det tror jeg ikke på. 20 pct. af vores læsere er mænd, men der er ikke et marked for et blad til far."

Vores Børn havde ifølge Gallup 74.000 læsere i vinterhalvåret 2011/12. Det er 3.000 flere end samme periode året før. I samme periode gik 'Magasinet Mor', der udgives af Chili Group og uddeles gratis i BabySam, fra 35.000 til 45.000 læsere.  
Cover Kids' læsertal måles ikke af Gallup. 

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også