"Det betyder en smule mere arbejde for vores stylister"

Ugebladet Søndag vil ikke længere bruge budget på unge fotomodeller på bladets modesider - fremover er det almindelige kvinder over 40 år, der skal "sælge" og inspirere på modesiderne. Her svarer chefredaktør på Søndag, Stinne Bjerre, per mail på en række spørgsmål om kursskiftet.

Ugebladet Søndag vil ikke længere bruge budget på unge fotomodeller på bladets modesider - fremover er det almindelige kvinder over 40 år, der skal "sælge" og inspirere på modesiderne.

Her svarer chefredaktør på Søndag, Stinne Bjerre, per mail på en række spørgsmål om kursskiftet.

Hvad er jeres forventninger til blad- og annoncesalg i kraft af tiltaget?

"Vi har ikke taget dette initiativ med henblik på annonce- eller bladsalg. Det er taget, fordi vi gerne vil slå et slag for, at kvinder 40+ er smukke og attraktive, og vi vil gerne vise, at mode også tager sig godt ud  (og hvorfor i alverden skulle det ikke det?) på kvinder i vores aldersgruppe. Og ikke mindst, fordi vi selv - og vores læsere - var trætte af ikke at kunne genkende os selv i de gængse modebilleder."

Hvilke reaktioner har I fået fra annoncørerne?

"Indtil nu har vi kun fået positive reaktioner. Og det er jeg egentlig ikke så overrasket over. For de kvinder, der optræder i vores modereportager, repræsenterer en attraktiv målgruppe. Og at de viser - og beviser - at kvinder 40+ selvfølgelig er interesserede i mode og gerne vil inspireres og få nye input til deres stil."

Hvordan ser det praktiske setup ud - hvordan finder I de "almindelige" modeller?

"Der er masser af kvinder, som synes, det er sjovt og spændende at være med i en modereportage, så det er ikke det store problem. Hvilket igen understreger, at modeinteresse ikke er noget, der er forbeholdt de helt unge."

Hvad har omstillingen krævet rent praktisk på redaktionen?

"Rent praktisk har det betydet en smule mere arbejde for vores stylister, fordi vi ikke kan gå ud fra, at vores "modeller" kan passe kollektionsprøverne. Men det er jo netop en af pointerne, at kvinder også er smukke, når de har former."

Får kvinderne honorar for deres medvirken?

"Vores interne økonomiske forhold vil jeg ikke kommentere."

Hvordan påvirkes budgettet på modesiderne - er de dyrere eller billigere at producere?

"Vores interne økonomiske forhold vil jeg ikke kommentere."

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også