"Vi havde forsøgt med en normal sparerunde"

Det var et fejlsats på messer kombineret med et hårdt annonce- og abonnemnenthalvår, der tvang de konkursramte fagbladsforlag Danske Fagmedier A/S og Jern og Maskinindustrien til at dreje nøglen om. 

Det fortæller ejer og direktør i selskaberne Nils Sjøberg.

Det var et fejlsats på messer kombineret med et hårdt annonce- og abonnemnenthalvår, der tvang de konkursramte fagbladsforlag Danske Fagmedier A/S og Jern og Maskinindustrien til at dreje nøglen om. 

Det fortæller ejer og direktør i selskaberne Nils Sjøberg.

De to driftsselskaber, der udgiver seks fagblade, heriblandt Byggeriets Dagblad Licitationen og Mestertidende, kom under konkurs i sidste uge, og alle cirka 50 medarbejdere blev fyret, men fagbladene vil fortsætte i to nye driftsselskaber.

Rekonstruktionen var nødvendig, fordi nogle aktiviteter ikke har fungeret som de skulle, forklarer Nils Sjøberg. Blandt andet har selskaberne brændt sig på at arrangere messer - et område, der med Nils Sjøbergs ord ”virkelig slog fejl” og gav store underskud.

Messerne har man skilt sig af med nu. Desuden er fagbladene blevet mærket af kriserne i de brancher, de leverer indhold om og til. Det har kostet både abonnementer og annoncer.

”Salgstallene i maj og juni har været værre end forventet og et projekt om at sælge på tværs af medierne lykkedes ikke. Derfor har vi været nødt til at dreje nøglen om i erkendelse af, at havde vi kørt videre, så var vi løbet tør for penge,” siger Nils Sjøberg der udover at eje og drive de omtalte selskaber også er direktør i moderselskabet Ofin A/S, driver og tidl. folketingskandidat for Radikale i Østjylland.

Forsøgte almindelig sparerunde
I løbet af foråret prøvede man at klare de økonomiske problemer i selskaberne med en sparerunde, og fem ansatte blev fyret i maj.

”Vi har forsøgt med en normal sparerunde – men det har ikke kunnet gøre det. Vi var nået dertil, at det rent økonomisk ikke kunne hænge sammen medarbejdermæssigt. Så det krævede mere drastiske beslutninger end fem opsigelser. Og sagen er, at vi dedsværre må starte igen med færre medarbejdere,” siger Nils Sjøberg.

Det er endnu usikkert, hvor mange medarbejdere, der ikke vil blive genansat, men Nils Sjøberg fortæller, at alle titler vil blive beskåret.

De nye rekonstruerede medieselskaber bliver slankere end før:  It og grafiske funktioner lægges ud af huset, og freelance-stof skal fylde mere.

"Ikke råd til dyr sparerunde"
Nils Sjøberg fortæller, at det ikke var muligt blot at foretage endnu en sparerunde, da mange medarbejdere har overenskomster, der gør det omkostningstungt at afskedige dem. Medarbejdere med høj anciennitet kan have ret til otte måneders opsigelse, og derfor var det nødvendigt at lukke - og ikke blot opsige flere ansatte, siger han.

”Jeg mener, at det er rimeligt, at folk har så lange opsigelser. Men problemet er, at vi ikke kunne nå at reagere på den økonomiske situation, vi var i. Det nytter ikke at opsige fem eller ti mand ekstra, hvis de stadig ville være på lønningslisten til ind i 2013,” siger han.

Ved en konkurs overtager Lønmodtagernes Garantifond arbejdsgiverens forpligtigelser over for de fyrede medarbejdere. Ved nogle rekonstruktioner kan fonden kræve, at det nyoprettede selskab dækker disse omkostninger - i det tilfælde vil Nils Sjøbergs nye selskab ikke undgå udgifterne til fyringerne. Men den situation finder Nils Sjøberg ikke realistisk. 

”Jeg tror, at lønmodtagernes garantifond kan se nogle muligheder i den her rekonstruktion, fordi den bevarer række arbejdspladser. Og forudsætningen for, at vi kan det, er netop, at fonden tager over,” siger han.

Kaotisk tid
Medarbejdere har til MediaWatch fortalt, at det har været en kaotisk tid op til og under konkursen med besparelser, afskedigelser og til tider divergerende udmeldinger om planerne. 
 
Hvordan kan dine medarbejdere have tillid til dig som chef nu?
"Det må du jo spørge dem om. Jeg mener helt klart, at jeg har været med til at tage hånd om det, der var. Jeg gik ind som direktør i april og overtog ledelsen fra den adm. direktør (fhv. bladsalgschef på Børsen, Michael Jørgensen, red.), fordi jeg kunne se, at der var nogle ting, der ikke helt hang sammen , og jeg mente, at der blandt andet var behov for besparelser. Økonomien har vist sig at være værre end ventet. Og jeg kan godt forstå, at det har været hårdt og opslidende for medarbejderne. Jeg er ked af, at de har været igennem det forløb. Jeg synes ikke, at det skulle være sådan, men sådan blev det. At vi så er i stand til at starte med et nyt set-up, det er jeg glad for. ”

Modellen med to nye selskaber, der overtager de gamle driftsselskabers funktioner og engagementer, er kuratorens forslag, fortæller Nils Sjøberg, der i øjeblikket selv skriver nyhederne på Licitationen.dk.  

Afhængigt af hvor mange medarbejdere, der takker ja til et nyt job i den rekonstruerede virksomhed, skal udgivelserne gerne være på gaden igen allerede i næste uge, fortæller Nils Sjøberg.

- JHT

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også