Hjemmet får lillesøster i Norge

Lidt yngre, men lige så glade for kreative sysler i hjemmet. Sådan ser målgruppen ud for det nye norske blad 'Sans', der 1. august slutter sig til porteføljen i Egmonts norske magasinforretning, Egmont Hjemmet Mortensen. 

Lidt yngre, men lige så glade for kreative sysler i hjemmet. Sådan ser målgruppen ud for det nye norske blad 'Sans', der 1. august slutter sig til porteføljen i Egmonts norske magasinforretning, Egmont Hjemmet Mortensen. 

"Sans er et moderne livstilsblad baseret på gør-det-selv-princippet. Det skal inspirere til hyggelige hjem, god mad, flot have og så er der lidt rejsestof," siger redaktør for kvinde-segmentet i Egmont Hjemmet Mortensen, Kjetil Opaas, til norske Kampanje.

Bladet bliver en forlængelse af det norske 'Hjemmet' - men som sagt målrettet yngre kvinder mellem 25 og 49 år. Bladet skal udkomme seks gange om året og laves af redaktionen bag moderbladet, Hjemmet. Den norske udgave modsvares ikke helt af den danske udgave, der også udgives af Egmont, men ligger et sted imellem Hjemmet og 'Hendes Verden.'

Dansk udgave kan tænkes
Hos Egmont Magasiner udelukker chefredaktør Iben Nielsen, Hendes Verden og Boligliv, ikke, at Sans kan komme til Danmark på sigt.

"Vi ser hele tiden på, om en titel kan fungere flere steder, men som tiderne er, prøver vi tingene af i et enkelt land, før vi går videre. Det gør vi f.eks. her med det praktiske stof i Norge, mens vi i Danmark har lanceret Hjemmets madblad som et spin-off," siger Iben Nielsen.

Egmont har i Norge også oprustet med high-end håndarbejdsmagasinet 'Made by Me', der i år blev lanceret i Sverige også. Hvorvidt det kommer til Danmark også er endnu uvidst.

"Det vil formentlig blive besluttet i løbet af i år. Made by Me er et utroligt flot blad, men også et dyrt blad, der formentlig vil skulle bearbejdes mere til det danske marked," siger Iben Nielsen, der uddyber, at mens det norske og svenske marked er 100 pct. sammenligneligt, gør alene klimaet i Danmark markedet anderledes her. Ikke mindst når det gælder håndarbejdsstoffet.

"Vi har ikke vinter nok i Danmark til, at vi kan fylde et helt blad med vinterstrik alene," som hun siger.

Selvom det norske bladmarked er presset og enkelte kvindetitler har oplevet oplagsfald på op mod 30 pct. i løbet af foråret, tror Egmont altså på, at der er plads til nye produkter. Egmont er i Norge størst på bladmarkedet med en markedsandel på 60 pct., mens det i Danmark er Aller Media, der er markedsleder. 

- LR

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også