Ebay: Print ikke en del af vores DNA

Fokus har været på et bedre produkt - ikke besparelser. Sådan lyder meldingen fra Ebay Danmarks adm. direktør, Morten Heuing, når han skal forklare, hvorfor ”Bilbasen – Dit Bilmarked” ikke længere skal udkomme selvstændigt, men i stedet som tillæg til Benjamin Medias Bilmagasinet:
Thomas Bo Christensen

Fokus har været på et bedre produkt - ikke besparelser.

Sådan lyder meldingen fra Ebay Danmarks adm. direktør, Morten Heuing, når han skal forklare, hvorfor ”Bilbasen – Dit Bilmarked” ikke længere skal udkomme selvstændigt, men i stedet som tillæg til Benjamin Medias Bilmagasinet:

”Det er ikke på nogen måde en spareøvelse. Vi gør det, fordi vi via Bilmagasinet får et højere læsertal, og fordi der kommer en bedre sammenhæng mellem indhold og annoncer. Bilmagasinet er Danmarks førende bilblad, men har ikke nogen bilannoncer. Samtidig er vi Danmarks førende annoncemagasin for biler, og derfor synes vi, at det er et godt match”.

Ikke desto mindre betyder ændringen, at tre medarbejdere inden for distribution og produktion afskediges hos Ebay. Det skyldes, at den nye aftale betyder, at Bilmagasinet overtager distributionen af ”Bilbasen - Dit Bilmarked” – herunder trykning og pakning.

”Vi må jo nok erkende, at printdistribution ikke er en del af Ebays DNA,” siger Morten Heuing.

 

Ud til flere læsere
Er samarbejdet også en erkendelse af, at I ikke selv kan øge jeres oplag mere, og at I derfor er nødt til at samarbejde med Bilmagasinet, som er væsentligt større?

”Det er naturligvis nemmere for os at nå ud til flere læsere ved at blive en del af Bilmagasinet. Men samtidig skal man tænke på, at de to magasiner aldrig været konkurrenter. ”Bilbasen - Dit Bilmarked” har aldrig været et rigtigt bilmagasin, men nærmere en markedsplads på print med et vist redaktionelt indhold,” siger Morten Heuing, der fortæller, at det er uvist, hvorvidt det redaktionelle indhold, der i dag er i ”Bilbasen - Dit Bilmarked” forsvinder, når det fremover udkommer som tillæg.

I jeres pressemeddelelse skriver I, at der er stor efterspørgsel efter bil-annoncer på print – hvis der er det, hvorfor beholder I så ikke bare ”Bilbasen – Dit Bilmarked” for jer selv?

”Selv om ”Bilbasen – Dit Bilmarked” er succesfuldt, mener vi, at det godt kan blive endnu bedre. Bl.a. i forhold til et højere læsertal, og det kan vi få sammen med Bilmagasinet. Derfor er vores forventning også, at vores forretning vil blive endnu bedre med det nye samarbejde,” siger Morten Heuing, der ikke vil sætte konkrete tal på for en eventuel vækst.

- TBC

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også