Euroman 20 år - i 20 nedslag

I dag sender Egmonts Euroman sit fødselsdagsnummer på gaden (foto) - og MediaWatch har i den anledning bedt Euroman-redaktionen sætte 20 lys i magasinkagen, der beskriver historien om det journalistiske mandeblad, som kvinderne elsker at misunde ... Her følger redaktionens tidslinje:

I dag sender Egmonts Euroman sit fødselsdagsnummer på gaden (foto) - og MediaWatch har i den anledning bedt Euroman-redaktionen sætte 20 lys i magasinkagen, der beskriver historien om det journalistiske mandeblad, som kvinderne elsker at misunde ... Her følger redaktionens tidslinje:

1.
1992: Start med konkurs
Euroman bliver til i en sparsom lejlighed på Vesterbrogade, udgivet af brødrene Morten og Peter Linck. Morten opbygger en redaktion, Peter sørger for annoncerne. Euroman går konkurs to gange i sin opstartsfase. Første forsidemand er Jeremy Irons. Siden har Euroman med få undtagelser (fx Björn Borg, Paul Newman og Keith Richards) bragt danske mænd på forsiden.

2.
90'erne: En på tuden
Magasinet bliver i starten af 90’erne kaldt et yuppiemagasin for folk, der ikke fatter, at 80’erne er overstået. Morten Linck brækker en dag broderens næse efter et skænderi.

3.
1996: Søndagsskolen
Magasinet afsættes delvist til Søndagsavisen. Men det vilde liv på Euromans redaktion clasher med Søndagsavisens pertentlighed, rygeregler og hvide skjorter med avisens navn på kraven.

4.
1997: Varemærket
Euroman belønnes i 1997 med Kristian Dahls Mindelegat, den såkaldte ’lille Cavling’, for sin journalistik.

5.
Årtusindeskiftet: We bring stories to life
Peter Linck køber magasinet tilbage fra Søndagsavisen i 1999-2000 og sælger det videre til Egmont, som sikrer magasinet organisatorisk og økonomisk stabilitet.

6.
2001: Osama-portrættet
Med uhyggelig timing portrætterer historikeren Lars Erslev Andersen den saudiarabiske rigmand Osama Bin Laden og den amerikanske efterretningstjenestes forgæves forsøg på at aflytte ham. Portrættet af den islamiske terrorismes godfather bringes i Euromans juniudgave.

7.
2003: Brügger Burning Man
Journalisten Mads Brügger rejser til den årlige Burning Man-festival i Nevadas ørken i 2003. Festivalen foregår på et plateau i et ørkenområde, der med Mads Brüggers ord ligner størknet flødeost. Her bygges den midlertidige by Black Rock City, som kun eksisterer i de to uger, Burning Man varer. Den første person, danskeren møder, er en mand iført penisfutteral med Anders And-figur på toppen.

8.
2005: Yuppie til storskrald
En ny redaktion kommer til i 2005. Den finder en kasse med champagnesabler fra yuppie-tiden i kælderen. Kassen bliver sat ud til storskrald.

9.
2005: Enter e-matrixen
Euromans uforbeholdne, ufuldstændige og helt igennem urimelige analyse af tidsånden, også kendt som e-matrixen, indføres i magasinet og har været et fast element lige siden.

 
 

10.
2005: Modedyret skifter stil
Magasinets mode skifter fokus fra at belære læseren om kunsten at binde den mest imponerende slipseknude og fylde garderoben med ubetalelige skræddersyede jakkesæt, til at inspirere læseren med lokal og international mode. Et miks af alt fra H&M til Hermés.

11.
2007: Tal R-forsiden
Den verdenskendte billedkunstner Tal R laver sit forslag til en alternativ Euroman-forside.

 

 

 

12.
2008: Soldaten i skoven
Euroman fortæller i august om de hjemvendte danske soldater, hvoraf en del er blevet kriminelle, mens andre er brudt sammen og har isoleret sig fra samfundet. En af dem bor i en skov. Daværende forsvarsminister Søren Gade (V) afviste over for Euroman en undersøgelse af de psykiske påvirkninger af soldaterne, men der har siden været et voksende fokus på området.


13.

2008: Shaken not stirred
”Jeg gider ikke se sur ud,” sagde skuespilleren og James Bond-skurken Jesper Christensen, da fotograf Jes Larsen fra Territorium skulle portrættere ham til forsiden af magasinet i efteråret 2008. Jesper Christensen insisterede på at se glad, lækker og overskudsagtig ud. Og i et fedt sæt tøj. Ideen om en billedserie, hvor Jesper Christensen skulle spille den sure buschauffør, den vrisne bademester og den nidkære serie-8 fodbolddommer i Kløvermarken, blev droppet.

14.
2008: Det store spørgsmål
Den 10-årige skoleelev Joel Jacobsen fra København er den hidtil yngste medvirkende i Euromans populære interviewserie ’Meningen med livet’, hvor danske mænd fortæller, hvad de har lært. ”Man er ikke sjov, når man prøver,” udtaler Joel.
 

15.
2009: Dybt at falde
Euromans udsendte journalist frygter et kort øjeblik for sit liv, da han letter sammen med Metallica i bandets lejede privatjet i snestormen over Chicago O’Hare lufthavnen efter en koncert. Hele flyet ryster ildevarslende og et fad falder på gulvet med et brag ude i pantryen. Bandets hærdebrede bassist er ligbleg. Flyet klarede sig igennem snestormen og portrættet af det aldrende heavy metal band med Lars Ulrich i spisen bringes i Euromans julinummer.


16.

2010: Kim på norsk
Den norske kunstner Martin Mörck er en af mange internationalt prisbelønnede illustratorer, som bidrager til Euroman. Martin Mörck tegner Kim Larsen til forsiden af novembernummeret i 2010.

 

 

17.
2010: En ven i asken
Euroman rammes af askeskyen i april. En af magasinets journalister, moderedaktøren og to fotografer var i London for at interviewe og fotografere landsholdsspilleren Nicklas Bendtner, da askehelvedet brød løs og lammede al trafik. De fire strandede i Paris, indtil magasinets daværende modeassistent lånte sine forældres Skoda Fabia og kørte ned gennem Europa på en cocktail af Redbull og kanelgifler og hentede sine fire kolleger.

18.
2010: It's electric
Euroman udkommer på Ipaden som det første danske månedsmagasin. Den elektroniske tablet-version af magasinet suppleres med musik, film, ekstramateriale og behind the scenes. iPad-versionen kan købes separat. Helårsabonnenter af papirversionen får den gratis.
 

19.

2011: Esquire-eksperimentet
Den anerkendte amerikanske journalist og forfatter Tom Chiarella fra magasinet Esquire siger ja tak, da Euroman inviterer ham til Danmark i december 2011 for at skrive et portræt af en dansk komiker, han aldrig har hørt om. Portrættet er et eksperiment: Kan dansk humor oversættes til en amerikaner? Tom Chiarella er i sine Esquire-portrætter af Ryan Gosling, Ben Affleck, Daniel Craig, Halle Berry og Charlize Theron selv kendt for at eksperimentere med portrætformen. Chiarellas historie om den danske komiker trykkes i Euroman i løbet af 2012.
 

20.

2012: Da jeg blev en mand
Euroman fejrer sin 20 års fødselsdag med et særnummer og udgiver en app, optimeret til alle smartphones. Formålet er at udfylde ventetiden i toget, på gaden eller i venteværelset med grundige journalistiske artikler og inspiration til stil og gadgets - og sex.


 

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også