Bonnier fik overskud på 211 mio. kr.

Bonnier Publications med hovedsæde på Strandboulevarden bidrog ikke til den kraftige forringelse af moderselskabet Bonniers årsresultat, der i 2011 faldt med ca. 450 mio. kr. Overskuddet var med 211 mio. kr. (ebita) nemlig stort set på niveau med 2010, hvor det lød på 220 mio. kr. (ebita).
MediaWatch

Bonnier Publications med hovedsæde på Strandboulevarden bidrog ikke til den kraftige forringelse af moderselskabet Bonniers årsresultat, der i 2011 faldt med ca. 450 mio. kr.

Overskuddet var med 211 mio. kr. (ebita) nemlig stort set på niveau med 2010, hvor det lød på 220 mio. kr. (ebita).

Adm. direktør Michael Cordsen glæder sig over, at det lykkedes at skabe en overskudsgrad på 13 pct. Han suppleres af viceadm. direktør Jens Henneberg.

“I et vanskeligt marked, fik vi bestyrelsens opbakning i, at vi har fået et godt resultat. Det skyldes blandt andet, at vi har ageret hurtigt og fornuftigt under vanskelige forhold,” siger han til Mediawatch.

Hurtig reaktion på krisetegn
I efteråret gav det sig udslag i en sparerunde, hvor 15 medarbejdere blev fyret. Det er en del af en ny virkelighed for Bonnier Publications, som tidligere har haft meget få spare- og fyringsrunder, bekræfter Michael Cordsen.

“I forhold til 2008, har de fleste virksomheder i dag lært, at man ikke længere kan se tiden an og håbe, at en krise er kortvarig. Nu har vi den holdning, at når forudsætningerne ændrer sig, må vi agere med det samme,” siger han.

Annoncesalget vendte i sommer
Ved starten af 2011 regnede Michael Cordsen med, at omsætningen ville blive højere end i 2010 ligesom annoncesalget også forventedes at stige. I stedet blev omsætningen stort set flad.

“Det så fornuftigt ud indtil sommer. Men der konstaterede de fleste medieforetagender, at uroen i Sydeuropa havde en afsmittende effekt på annoncesalget, så vi fik ikke den stigende vækst hen over året, som vi havde regnet med, men totalt set var annonceomsætningen højere end året før, vi havde baret håbet på mere, for vi ligger stadig efter de gode år før krisen,” siger Michael Cordsen med henvisning til den finansielle krise, der brød ud i efteråret 2008.

Abonnementssalg er dog Bonnier Publications’ vigtigste indtægtskilde, selv om millionoverskuddet især bliver tillagt stram omkostningsstyring og effektiv drift.

Som led i omstruktureringerne i efteråret rykkede annonceafdelingen på Strandboulevarden til Benjamin Media på Frederiksberg for at opnå bedre samarbejde om salg og annoncepakker, hvilket forventes at give gevinst i år.

"Vi har udfordringer med oplaget"
Selv om læsertal og oplag har stabiliseret sig for flere titler i Bonnier Publications, der i alt kun tabte 3,5 pct. af det samlede oplag i første halvår 2011, er de stadig en kilde til bekymring.

“Vi har udfordringer med oplaget, og det skyldes især nogle trends i løssalget. Om det er måden de disponerer på i butikkerne, eller om det er ændringer i medieforbruget kan være svært at vurdere, men stort set alle udgivere har oplevet, at oplagene er under pres,” siger Michael Cordsen.

I Norge er det heller ikke positive oplagstal for blandt andre jeres titler?

“Nej, og der har de endda stærk økonomi, så der er andre ting end konjunkturerne, der spiller ind,” siger Michael Cordsen.

Nye markeder for dyre at ekspandere i
Ud over det danske datterselskab Benjamin Media har Bonnier Publications også aktiviteter i de øvrige nordiske lande samt Rusland og Holland med magasiner som blandt andre Illustreret Videnskab, Bo Bedre, Historie, I Form og Costume.

Særligt Rusland har vist sig at være en større udfordring end forventet, fortæller Jens Henneberg.

“Vi satsede meget sidste år, og det gik ikke som forventet. Rusland fylder kun lidt i vores regnskab, men vi er der for at få fodfæste på den lange bane,” siger Jens Henneberg, der har forhåbninger til, at opkøbet og relanceringen af magasinet Women’s Secret kan hjælpe Bonnier på vej.

Ekspansion til nye markeder ligger til gengæld ikke lige for.

“Det koster meget at operere i lande, der ligger langt uden for Europa. At skulle løfte den opgave i Kina, Brasilien eller andre BRIK-lande vil være tungt ledelsesmæssigt og økonomisk. Så Rusland er den mulighed vi har,” siger Jens Henneberg.

"Der er ikke den store lyst til at lancere nyt"
I 2011 har Bonnier ud over det russiske magasin lanceret Liv til kvinder 40+ samt Stella i Norge og bogværket ‘Historiens Højdepunkter’ i Norden. Men en lignende aktivitet skal man ikke nødvendigvis forvente sig i år med mindre konjunkturerne forbedres kraftigt.

“Der er ikke den store lyst til at lancere nyt hos hverken os eller hos konkurrenterne, så det er udtryk for, at alle oplever, at markedet er lidt tungt at have med at gøre i øjeblikket,” siger Jens Henneberg, som suppleres af Michael Cordsen:

“Vi har selvfølgelig forskellige projekter, som er i en udviklingsfase, men vi venter med eventuelle lanceringer til vi har de bedst mulige vilkår, ellers bliver risikoen for stor. Og gælder det for eksempel et annoncefinansieret blad, vil vi hellere vente.”

Lanceringer skal kunne stoppes kort varsel
Og selv hvis et nyt projekt står klar på affyringsrampen, skal det være muligt at sætte det på hold med kort varsel, tilføjer Michael Cordsen.

“I dag skal man være indstillet på at kunne revidere sine planer i sidste sekund. Det er frustrerende for dem, der har arbejdet på et projekt, at det kan trækkes tilbage, når der har været en detaljeret tidsplan og en markedsføringsplan, og det koster også mange penge at sætte projekter på hold, men det skal man være indstillet på i dag, hvis betingelserne ændrer sig,” siger Michael Cordsen.

Af samme årsag er 2012-planerne og de økonomiske forventninger svære at hugge i sten.

“Annoncemarkederne er sådan, at man ikke kan sige, hvor meget vækst, der kommer i år, men vi forventer, at den bliver lidt højere end realiseret i 2011, og at vores budgetter kan efterleves,” siger Michael Cordsen som tror på tocifrede driftsmarginaler igen i år.

- TBH

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også