Berlingske klar med nyt sundhedsmagasin

Berlingske Media udgiver om få uger sundhedsmagasinet 'Sundt Liv', der bl.a. skrives af Netdoktor og Apotekerforeningen.
Per Fanefjord Laursen

Berlingske Media udgiver om få uger sundhedsmagasinet 'Sundt Liv', der vil tilbyde læserne konkrete råd til at forbedre deres sundhed.

Magasinet produceres i samarbejde med Netdoktor og Apotekerforeningen, og udkommer første gang 28. februar. 

Det får til at starte med et oplag på 165.000. De 65.000 bliver sendt med ud til Berlingskes abonnenter som tillæg til avisen, mens resten vil være at finde som gratis magasin på landets apoteker.

Magasinet satser på artikler, der kan inspirere læserne til at gøre noget selv.

“Bladets historier skal give læserne inspiration og konkrete og håndgribelige metoder til, hvordan de kan forbedre deres sundhed i hverdagen, det skal kort sagt være “news you can use.” Det er en type stof som ifølge vores erfaringer virkelig bliver læst,” siger koncernchef Lisbeth Knudsen i en pressemeddelelse.

Det bliver medarbejdere fra Berlingske Media-ejede Netdoktor, der redigerer magasinet og producerer en del af indholdet, mens Apotekerforeningen leverer otte sider til hvert nummer.

Netdoktor og Apotekerforeningen har en stor kontaktflade med danskere, der søger information og rådgivning om sundhedsspørgsmål, påpeger Lisbeth Knudsen. Netdoktor besøges således af 400.000 danskere hver måned.

Første udgave af magasinet bliver på 52 sider, heraf er der afsat 20 sider til annoncer.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også