Nyt Se og Hør i paparazzi-offensiv

Ugebladet Se og Hør har lyttet til kernelæserne rundt om i landet og er nu klar med en større relancering af bladet på torsdag. “Se og hør er det dyreste produkt i kategorien, og vi skal være det bedste. Derfor har vi nøje taget temperaturen på, hvad vores 700.000 læsere ønsker sig fra os,” siger chefredaktør Kim Henningsen.
Per Fanefjord Laursen

Ugebladet Se og Hør har lyttet til kernelæserne rundt om i landet og er nu klar med en større relancering af bladet på torsdag.

“Se og hør er det dyreste produkt i kategorien, og vi skal være det bedste. Derfor har vi nøje taget temperaturen på, hvad vores 700.000 læsere ønsker sig fra os,” siger chefredaktør Kim Henningsen.

Den største enkeltstående redaktionelle ændring er, at bladet sætter fuldt blus på paparazzi-fotos. Når man spørger læserne, efterspørger de rigtige fotos af de kendte, konstaterer Kim Henningsen.

“Vi opretter en hel sektion helliget paparazzi-fotos, fordi vore læsere er vilde med det. Vi skruer op for antallet af fotos, men ikke den måde vi skaffer dem på. Det skal ske inden for lovens rammer og med respekt for dem, vi fotograferer,” siger Kim Henningsen.

Til gengæld nedtones elementer som 'Øjne i natten' og "rød løber" med tilfældige skuespillere i grimt tøj.

“Men fænomenet ‘ugens brandert’ synes læserne er sjov, så den skal fylde mere.”

Design moderniseres
Se og Hør springer også ud i et moderniseret design på torsdag. Det er absolut ikke hver dag, at ugebladet justerer klædedragten; bladet har næsten lignet sig selv i 40 år. Der er heller ikke et nyt look på vej, der vil chokere kernelæseren.

“Se og hør skal ikke vinde designpriser, men det mørke udtryk løftes til et lysere, og vi skifter til en mere moderne skrifttype.”

Lille oplagsgevinst, tak
Kim Henningsen er selvsagt fuldt opmærksom på den voldsomme konkurrence, der hersker om gossip-læserne, men han noterer sig dog med tilfredshed, at to konkurrenter er røget ud.

TV 2 Vip er nedlagt, og Ekstra Bladets ’Flash’ del i papirudgaven er nedtonet. Eb.dk er dog fortsat en alvorlig konkurrent, erkender han.

Hvad er jeres mål for oplaget i 2012 efter denne ret opfattende relancering, men i fortsat hård konkurrence om stofområdet?

“Målet er, at vi om tre måneder kan løfte oplaget med 5-10.000 eksemplarer. Mere vil være dejligt, men realistisk set peger pilen mere på, at succeskriteriet er at fastholde det nuværende niveau.”

Seoghoer.dk er ikke del af en relancering.

Se og Hørs oplag var 141.500 ex. i december 2011 - et fald på 8,7 procent sammenlignet med samme måned i 2010.

- PFL
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også