Aller får også smæk af ny magasin-moms

Det er ikke kun de små magasinforlag, der vil blive ramt, hvis der pålægges ekstra moms på magasiner, der er trykt uden for EU.
MediaWatch

Hvis lovforslaget går igennem vil magasiner fra årsskiftet blive pålagt en ekstra moms-afgift, hvis de er trykt uden for EU.

Dette forslag er fremsat af Skatteminister Thor Möger Pedersen (S), for at tvinge de danske udgivere til at trykke deres magasiner og tidsskrifter i Danmark eller i det mindste et EU-land, således at der måske kan reddes arbejdspladser i danske trykkerier.

Det er især de små og mellemstore magasinforlag, der bliver ramt af den nye momsregel. Udgivere som JSL Publications og Oxygen Magasiner vil få en ekstra momsregning på over 60 mio. kr. ifølge deres egne beregninger.

Undgår moms
Det er dog ikke kun de små, der vil blive ramt. Aller har også magasintrykkerier i udlandet – og man lægger ikke skjul på hvorfor.

”Det er for at udnytte momsfritagelsen. Blev der lagt moms på bladene, ville produktionen nok blive flyttet tilbage til Danmark,” siger Annette Konradsen, produktionsplanlægger fra Aller Tryk, til Politiken. Aller får trykt syv magasiner i Norge.

Hos konkurrenten Egmont kalder man sig ”nogle flinke folk”, fordi man benytter trykkerier i Danmark og EU. Derfor vil man have hullet lukket, som lovforslaget sigter mod. Teknisk direktør Lars Bundgaard siger om den nuværende fritagelse for moms:

”Vil man have fair konkurrence, er det fuldstændig pløkåndssvagt.”

Hvis et magasin i dag koster 30 kr., vil de nye regler medføre, at det kommer til at koste 197,50, hvis det fortsat bliver trykt uden for EU og herefter skal "importeres" til Danmark.

- CT

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også