Sølling om W2G-cut: Vi dør uden nytænkning

Where2go var tvunget til en betydelig neddrosling af forretningen, der nedbringer omkostningerne med over 50 procent.
Per Fanefjord Laursen

Magasinet Where2go er presset af økonomien og en forretningsmodel, der snart er helt forældet.

"Det er den grundliggende baggrund for, at vi nu rebber sejlene," siger direktør Rikki Sølling, Chili Group, der udgiver W2G.

Planen er, at Where2go fremover kun udkommer på tryk to gange årligt - ikke 12 - og omdanner sig til en mere online og nyhedsbrev-baseret forretning. Det sænker omkostningene til tryk og distribution ganske betydeligt, og samtidig nedlægges det meste af salgsafdelingen.

I den proces mister W2G fem ud ti medarbejdere. Det er fire sælgere og én redaktionel medarbejder, der må forlade magasinet. Omkostningerne til de resterende redaktionelle medarbejdere deles mellem Where2go og andre medier hos udgiveren, Chili Group.

“Som samfundsøkonomien er, har det ikke været muligt at sælge 65 annoncesider hver måned til den trykte udgave,” oplyser direktør Rikki Sølling.

“Nu nedbringer vi omkostningerne med over 50 procent, men får naturligvis også et lavere reklamesalg med færre sælgere, der primært sælger et onlinemedie. Alt i alt er det dog den rigtige vej til en sundere forretning, hvis betingelser har ændret sig væsentlig i de 11 år, W2G har eksisteret,” siger Rikki Sølling, der understreger at en modernisering af forretningen er nødvendig, hvis brandet skal fortsætte.

Where2go står nu med en alvorlig udfordring med en langt ringere synlighed i gadebilledet og et krav om langt flere brugere til nyhedsbrevet?

“Vi har 20.000 abonnenter på nyhedsbrevet i dag, og de er alle i kernemålgruppen af københavnere. Men der skal flere til for at kompensere for manglende tilstedeværelse på print. Den tilvækst skal ske langsomt via en indsats på sociale medier.”

Rikki Sølling har selv oplevet i andre storbyer, hvordan de flotte trykte publikationer er under pres og udvikling, fordi de potentielle læsere nu kan modtage gå-i-byen tips via mobil aps.

“Where2go skal også i fremtiden folde sig ud med apps og på Android platform,” lover han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu