IDG køber ComON og CRN

Det tog sin tid, men nu er konsolideringen på markedet for business to business IT-medier endelig en realitet. IDG Danmark har meget længe haft kig på Mediaproviders comon.dk og ikke mindst CRN og opkøbet er nu en realitet. IDG udgiver i forvejen Computerworld. Ni medarbejdere - heraf syv redaktionelle - flytter med, når de to medier rykker ind hos IDG i Herlev - og i første omgang er der ingen planer om at ændre på de redaktionelle koncepter eller bemandingen.
Ole Nørskov

Det tog sin tid, men nu er konsolideringen på markedet for business to business IT-medier endelig en realitet. IDG Danmark har meget længe haft kig på Mediaproviders comon.dk og ikke mindst CRN og opkøbet er nu en realitet. IDG udgiver i forvejen Computerworld.

Ni medarbejdere - heraf syv redaktionelle - flytter med, når de to medier rykker ind hos IDG i Herlev - og i første omgang er der ingen planer om at ændre på de redaktionelle koncepter eller bemandingen.

"Vi har jo købt de to medier, fordi vi kan lide dem," siger adm. direktør hos IDG Danmark, Søren Queitsch.

Synergierne opstår et andet sted.

"Der er et relativt lille overlap mellem læserne af Computerworld og ComON, og CRN dækker en kanal, hvor det aldrig er lykkedes os at få fodfæste," siger Søren Queitsch.

Derfor kan de to medier skabe yderligere omsætning for IDG's forretning inden for leads og events.

"Samtidig har vi en størrelse hos IDG, som gør, at vi ikke behøver ændre på vores backoffice-funktioner, fordi vi tager to ekstra medier ind," siger Søren Quitsch.

Har tabt højde
CRN var for år tilbage en guldgrube, men bladet og webmediet har tabt højde gennem flere år. Spørgsmålet er, om IDG skulle have købt for længe siden.

"Dengang var prisen jo anderledes. Den rigtige timing ligger i at købe, når markedet er i bund. Vi kan se, at det går godt på Computerworld nu, og vi er sikre på, at markedet vil løfte sig over de kommende år," siger Søren Queitsch, som glæder sig over, at IDG nu har fået "en fantastisk position på markedet."

Måske endda en position, som gør det muligt at skrue annoncepriserne i vejret?

"Det tror jeg ikke, vi får lov til. Dagbladenes IT-satsninger og nye medier på nettet står klar, hvis vi bliver for grådige," siger Søren Queitsch.

Hos Mediaprovider vil man nu forstærke indsatsen omkring de forbrugerrettede udgivelser: Mobil, Zoom, Gear, Media:Mac, iPhone og Android.

"De kommende måneder vil bringe mange nyheder inden for netop det felt, og jeg tør godt love mindst to nye udgivelser inden efteråret. Mediaprovider A/S er Danmarks ubestridte førende mediehus, når det gælder tech konsumentmedier, og nu får vi takket være salget af CRN og ComON til IDG endnu større styrke," siger adm. direktør Brian Dixen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også