Tillidsfolk: "Det er en træls situation"

"Det er ærgerligt, og det er en træls situation, vi skal igennem igen. Det præger i høj grad kollegerne," siger Per Schultz-Knudsen, tillidsrepræsentant for Midtjyske Medier, der sammen med Berlingske Lokalaviser bliver berørt af et tocifret antal fyringer som følge af en sparerunde i Berlingske Media, der primært berører lokalmedierne.
Tine Brødegaard Hansen

"Det er ærgerligt, og det er en træls situation, vi skal igennem igen. Det præger i høj grad kollegerne," siger Per Schultz-Knudsen, tillidsrepræsentant for Midtjyske Medier, der sammen med Berlingske Lokalaviser bliver berørt af et tocifret antal fyringer som følge af en sparerunde i Berlingske Media, der primært berører lokalmedierne.

"Ligesom for to år siden kan folk nu gå på påskeferie med uvished om, om de er blandt de fyrede," tilføjer han.

For under to år siden gennemgik Midtjyske Medier en sparerunde til 60 mio. kr., som også involverede flere fyringer.

Troede krisen var overvundet
Det kommer bag på Per Schultz-Knudsen, at livremmen nu igen skal strammes ind på de jyske udgivelser.

"Det er ikke lang tid siden, at vi fik mail fra direktøren om, at det gik rigtig godt. Selvom vi vidste, at de første par måneder af året var knapt så gode som forventet, troede folk på, at vi havde overvundet krisen."

I den kommende tid vil Per Schultz-Knudsen deltage i forhandlinger om at redde jobbene ved at finde besparelser andre steder end på mandskabet. Det bliver nemlig svært at klare sig med færre kollegaer, mener han.

"Det vil få meget negative følger for vores forskellige udgivelser. Efterhånden er der skåret så meget i bemandingen, at det kan være svært at udgive de dagblade og andre medier, som vi laver. Folk er præget af, at der hele tiden er pres på dem. Så sent som i forgårs havde vi sygemelding på grund af stress. Det er ikke den første, jeg har set, og det bliver heller ikke den sidste," siger Per Schultz-Knudsen.

Ligner diktat fra London
Hans kollega i København, tillidsrepræsentant for Berlingske Frederik M. Juel, forventer ikke, at spareplanen vil sive til flagskibet i København.

“På et medarbejdermøde for nylig blev der spurgt til, om der ville komme en spareplan for Berlingske, og det sagde Lisbeth Knudsen entydigt, at der ikke ville komme. Så det vil vi holde hende op på,” siger Frederik M. Juel, som er overrasket over fyringsvarslerne på de lokale medier.

“Jeg er dybt forundret over udmeldingen, og jeg tager stærkt afstand fra den. Den kommer som lyn fra en klar himmel. Årsregnskabet viser overskud, og ledelsen forventer økonomisk fremgang i år, så selvom annoncesalget ikke er kommet sig helt endnu, går det den rigtige vej. Derfor er det meget mærkeligt med sådan et sparetiltag, og jeg er helt uforstående over for det,” siger Frederik M. Juel.

Han kan ikke bekræfte forlydender om, at Mecom-ledelsen skulle stå bag kravet om spareplanen, men finder det sandsynligt.

“Det er spekulationer, men spareplanen kan ligne et diktat fra London, fordi den kommer så pludseligt,” siger Frederik M. Juel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også