Udgivere dumper udspil om frie bladpriser

Regeringens udspil om frie priser på aviser og blade møder hård modstand fra Egmont og Bonnier, der frygter for tab af mangfoldighed.
Tine Brødegaard Hansen

Medieprodukter som aviser og magasiner kan ikke sammenlignes med produkter som gryn og mel. Derfor skal de heller ikke være underlagt samme konkurrence.

Sådan ræsonnerer Jens Henneberg, viceadm. direktør i Bonnier Publications (foto). Han er lige som adm. direktør i Egmont Magasiner, Torsten Bjerre Rasmussen, stærkt utilfreds med regeringens udspil om frie priser på aviser og blade. I dag sikrer en undtagelse i konkurrenceloven, at det er udgiverne af aviser og blade, og ikke de kiosker og supermarkeder, der sælger dem, som bestemmer salgsprisen.

"Problemet er, at man blandt en konkurrencediskussion sammen med en kulturdebat. Spørgsmålet om faste priser skal ses i sammenhæng med returretten," siger Jens Henneberg.

"Systemet vil bryde sammen"
Returretten sikrer, at en lille købmand i Vestjylland risikofrit kan bestille fem numre af Bo Bedre hjem, for hvis de ikke bliver solgt, har han fuld returret, fordi Bonnier tager magasinet tilbage, forklarer han.

"Det sikrer en bred distribution af magasiner og ugeblade i hele Danmark, og staten har ingen penge i klemme ved det system. Men det vil bryde sammen, hvis der ikke er faste priser, for så ønsker ingen udgivere at tage bladene tilbage," siger Jens Henneberg.

Også Torsten Bjerre Rasmussen frygter, at det vil få alvorlige konsekvenser at ophæve de faste priser.

"Det er en meget uheldig udvikling, som vil betyde, at udbredelsen af magasiner, ugeblade og aviser vil blive begrænset i udkantsdanmark. Mange af vores forhandlere har i forvejen kun mulighed for at have et begrænset udvalg af titler og en stor andel af dem vil formentlig ikke kunne bevare dem, hvis fastpris-systemet og dermed også retursystemet bliver ændret."

"Kvantiteten skal nok klare sig"
Selvom bogmarkedet også er blevet liberaliseret, kan det ikke sammenlignes med ugeblade og magasiner, mener Jens Henneberg.

"Bøger har ikke en sidste salgsdato, mens magasiner og ugeblade har kort til sidste salgsdato, hvorefter de ikke må sælges."

Hvis priserne blev sat ned, ville bladene så ikke blive solgt?

"Det ville være en kortsigtet effekt. I det lange løb vil en købmand ikke risikere at tage blade hjem, hvis han ikke er sikker på at få dem solgt," siger Jens Henneberg og bliver suppleret af Torsten Bjerre Rasmussen:

"Hvis man er abonnent, har man allerede adgang til billigere blade, men det er vigtigt at værne om mangfoldigheden af kvalitetsprodukter. I forvejen er der jo masser af gratismuligheder både med hensyn til magasiner og aviser, så kvantiteten skal nok klare sig, men fastpris-systemet sikrer kvaliteten og mangfoldigheden af produkter i hele landet."

Stimulerer læsefærdigheder
Mens dagbladene kan argumentere med, at de er vigtige for den demokratiske debat, er hverken finansloven eller EU en del af indholdet i ugebladene og magasinerne, men det gør dem ikke mindre relevante end dagbladene, mener magasinudgiverne.

"Vores blade bidrager ikke til den politiske debat, men de har værdi som kulturtilbud. Når du ser 'Vild med dans', kræver det ikke særligt meget af dig, det gør det måske heller ikke decideret at læse et ugeblad, men man afkode noget tekst, og det holder læsefærdighederne ved lige, og bladene bidrager til et levende dansk sprog," siger Jens Henneberg.

Torsten Bjerre Rasmussen er enig.

"Danmark har en stor interesse i et mangfoldigt udbud af kvalitetsindhold, om det er i dagblade eller ugeblade. Det indhold vil blive begrænset, hvis man indfører frie bladpriser. Desuden plejer man kun at ændre et system, hvis det ikke fungerer, men det gør det (fastpris-systemet, red.), så hvorfor reparere noget, der fungerer fint?" spørger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også