"Skønhed tiltrækker mange annoncører"

Modemagasinet Costume udvider sit brand med et magasin om skønhed. Annoncørerne er der, mener mediabureauer - spørgsmålet er, om der også er læsere nok.
Tine Brødegaard Hansen

Costume Skønhed er allerede på markedet i Norge, og nu skal det vise sig, om der også er plads til det Bonnier-ejede magasin i Danmark, hvor det udkom 28. oktober.

Ifølge chefredaktør Rikke Agnete Dam bliver magasinet bygget op lige som Costume med trendsider, artikler og beautyserier i stedet for modeserier til både faste og nye Costume-læserne.

Kvinder vil opdateres 'all-round'
To mediabureauchefer tror på, at magasinet kan lirke sig ind på markedet, men let bliver det ikke.

"Jeg stiller mig tvivlende over for, om interessen for skønhedsstoffet vil være stor nok til at bære et magasin, som udelukkende har det fokus. De fleste kvinder køber et magasin for at få en all-round opdatering på mode og skønhed, og de færreste vil nok være så beauty- interesserede, at de vil erstatte deres all-round magasin med et skønhedsmagasin," siger Linda Christensen, kontaktchef på IUM.

Skønhedsbranche er topinvestorer
Hun glæder sig dog over, at modet hos magasinudgiverne er tilbage.

"Det er naturligvis dejligt, at der langsomt kommer gang i hjulene igen, at medieinvesteringerne ser ud til at stige, og at magasinerne får mod på at introducere nye magasiner i markedet."

Og skal man satse på nye områder, er skønhed et marked med mange annoncører.

"Skønhedsbranchen hører til blandt topinvestorerne i magasinerne og efterspørger altid muligheder for at kunne iscenesætte deres produkter på bedste vis. Kampen om disse annoncører er naturligvis også hård mellem de forskellige forlag. At Costume således lancerer et skønhedsmagasin, skal naturligvis ses som deres ønske om at få fat i en større andel af annoncekronerne fra denne branche og knytte tættere bånd til de store annoncører," siger Linda Christensen.

To gange årligt kan være for lidt
Hun er lidt skeptisk over for udgivelsesfrekvensen på kun to gange årligt. Den betyder, at både annoncører og læsere risikere at glemme magasinet. Derfor ville et skønhedstillæg til Costume måske være at foretrække. Men i så fald ryger fortjenesten typisk fra bladsalget, da man typisk sælger to magasiner til prisen for et magasin, ifølge Linda Christensen.

"Ser man på markedet, så har tidligere magasinlanceringer også vist, at det kan være svært at skabe en forretning på magasiner, som har et nichefokus på skønhed. Markedet er simpelthen for lille, og for at et magasin kan løbe rundt og giver mening at annoncere i, så skal det trods alt gerne kunne generere en vis dækning," siger Linda Christensen og hentyder til magasinet 'Hair, Style & Beauty', der lukkede, samt Aller Medias 'Looks', som led samme skæbne.

Magasin giver mulighed for dækning i dybden
Men på annoncørsiden har skønhed et stort potentiale, siger Gitta Steffensen, chef for printmedier på Carat.

"Skønhed tiltrækker mange annoncører, og her kan man gå mere i dybden med dækningen. Costume-folkene har sonderet terrænet blandt annoncørerne, ellers sendte de ikke magasinet på gaden. Men jeg tror ikke, at oplaget kommer op på hovedmagasinets oplag, for det er et nicheområde af det stof, modebladene i forvejen dækker," siger Gitta Steffensen, chef for printmedier på Carat.

Hun tror dog ikke, at det får et stort antal af læsere, der ikke normalt køber eller abonnerer på Costume.

"Jeg ser det som et ekstra tilbud til Costume-læserne mere end noget, der vil tiltrække helt nye læsere. Det er en satsning, der udgør en forlængelse af Costume, og som kan medvirke til at fastholde loyaliteten over for Costume," siger Gitta Steffensen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også