Where2Go: 10 hurtige til en ti-årig

I ti år har gratismagasinet 'Where2Go' budt sig til blandt kulturglade københavnere og overlevet både gratisavisernes indtog og annoncekrise.
Tine Brødegaard Hansen

I år 2000 startede to bartendere fra Café Victor i indre København et gratismagasin, som de omdelte via den ene mors handicaptransporter. 'Where2Go' var født.

I dag ejer Aller Media 'Chili Group', der i dag er Where2Go's udgiver, og trods de hårde tider, er Where2Go en sund forretning med et oplag på 30.000 eksemplarer med hver 148 sider, siger Tom Petersen, salgs- og marketingdirektør i Chili Group.

Her svarer magasinets chefredaktør, Karen Lykkebo, på ti spørgsmål i anledning af magasinets ti-års jubilæum:

1. Hvilke tre milepæle kendetegner jeres første ti år?

"A: Vores opstart – uden tvivl. Where2Go var (og er) et banebrydende medie. At levere et lækkert kvalitetsmagasin til københavnerne – og tilmed gratis – er i den grad en milepæl. B: Ansættelsen af Cecilie Christiansen som chefredaktør. Selvom Where2Go i sine unge år havde klare ambitioner, var det først med ansættelsen af Cecilie (nu chefredaktør på dansk Elle, red.) at magasinets kvalitet for alvor levede op til ambitionerne. C: Da vi blev overtaget af Aller. Det er en omvæltning at komme fra pionerånden i Kronsprinsensgade, til Danmarks ældste magasinhus."

2. Hvilke ti ord kendetegner Where2go's historie og profil?

"Turbulent, overlevelsesinstinkt, energisk, København, sjov, fantaster, overraskende, nyskabende, intens, hæsblæsende."

3. Hvad har skiftet fra en lille upstart til at være en del af Aller-koncernen betydet for magasinet?

"Det er utroligt bekræftende at have en så stor spiller som Aller, der bare tror på magasinet, og det vi gør. Der sidder nogle gigantiske kapaciteter ude i Aller huset, og det er fantastisk at få lov til at trække på dem. Vi sidder nu sammen med Chili Group der i den grad har erfaring med at lave gratis medier, også i et trængt annoncemarked, og det er en know how, som vi sætter enorm pris på. Magasinet produceres ikke længere i Kronprinsensgade, men det har stadig København i blodet."

4. Hvilke begivenheder ville I gerne have været foruden som magasin?

"Udover finanskrisen (som de fleste mediefolk vist bander langt væk) så er der ikke meget vi ville have undværet. Magasinet har både oplevet nedture og opture – men det har al sammen været med til at forme magasinet."

5. Hvem er jeres største konkurrent?

"Vores konkurrenter er alle medier, der tager københavnernes tid. I et moderne mediemarked er det ligegyldigt, om du er gratis, digital eller noget helt syvende. Alle medier i dag konkurrer om forbrugerens tid."

6. Hvordan har annoncekrisen påvirket jer?

"Annoncemarkedet bløder – og det har da gjort, at vi har haft en faldende omsætning. Den gode nyhed er dog, at vi faktisk har forbedret forretningen Where2Go under finanskrisen. Det er vi ret stolte af."

7. Har I nogensinde overvejet at blive betalingsmagasin?

"Der er masser af betalingsmagasiner, og det er ikke dem alle sammen, der kører lige godt. Vi tror bestemt på, at fremtiden er gratis. Folk forventer kvalitetsunderholdning, og de vil ikke altid betale for det. Vi er hele Københavns magasin, og vi synes, det er en fordel, at vi kommer ud til flest muligt og ikke kun dem, der betaler for os."

8. De fleste livsstilsmagasiner har droppet unisex-tilgangen, hvorfor holder I fast?

Vi er et københavnermagasin. Vi tror på, at både mænd og kvinder interesserer sig for politik, arkitektur, mode, gastronomi og alt det andet, vi har i magasinet. Mange magasiner kan ikke få unisex til at fungere – men vores erfaring er, at køn ikke har nogen betydning for din interesse i byliv. Vores læsere giver os heldigvis ret."

9. Hvad er den største redaktionelle ambition for Where2go i dag?

"Vi synes selv, vi har en unik profil – og vi vil gerne gøre den endnu skarpere. I dag er det sådan, at du som magasinlæser enten kan få letbenet livstil, eller kedelig dybde. Vi vil rigtig gerne gøre livstilsstoffet dybt og dybden underholdende. Vi er ikke et rendyrket modemagasin, kulturmagasin eller gå ud-kalender. Vi er et københavnermagasin – og vi håber virkelig, at vi med tiden kan formidle Københavns unikke sjæl."

10. Hvor er Where2go om ti år?

"Vi er stadig Københavns førende magasin, men forhåbentlig findes brandet også i Nordens og Europas storbyer. Vi tror brændende på magasin mediet og på vores produkt – og så synes vi i den grad, at det er vigtigt at drømme! Hvis der ikke var nogen, der havde fået en sindssyg drøm for ti år siden. Ja, så sad vi her ikke i dag."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også