Debat: B.T. og EB bryder citataftale

Citataftalen mellem Peter Brüchmann og Poul Madsen er ikke det papir værd, den er skrevet på, revser Se og Hørs chefredaktør.
Kim Henningsen

"Jamen, vi har jo selv talt med de involverede” eller ”Vi lader os skam inspirere mange steder fra."

 Det er de to svar, jeg oftest får, når jeg kontakter andre medier – medier, som har tyvstjålet klokkeklare solonyheder fra de medier, jeg har arbejdet på. Uden at citere.

Sådan har det været, siden jeg begyndte som journalistpraktikant for 33 år siden på Lolland-Falsters Folketidende. Ikke noget verdenskendt medie, men dog allerede den gang meget læst på formiddagsaviserne, som stjal med arme og ben.

Det fortsatte på Frederiksborg Amts Avis, som var storleverandør af historier til primært de landsdækkende morgenaviser – uden at blive citeret, selvfølgelig. I mine 17 år på B.T. nåede historierne ofte de elektroniske medier, og de citerer i hvert fald ikke, hvis de kan undgå det.

Med på aftale
Nu sidder jeg på Danmarks mest læste ugeblad og kan konstatere, at Se og Hør hver uge leverer en håndfuld kendis-nyheder til Ekstra Bladet og B.T.

Jeg var derfor straks med, da de to aviser indgik en aftale om altid at citere originalkilden – og i den videre bearbejdning. Egentlig burde den aftale være den mest overflødige i hele Danmark, for burde vi mediefolk ikke være de første til at respektere hinandens nyheder? Vi er i hvert fald hurtige på aftrækkeren, når sydasiatiske lande begynder at kopiere noget så dansk som Lego-klodser, og forargelsen vil ingen ende tage, når Melodi Grand Prix-deltager X har stjålet flere riffs fra en ukendt amatørmusiker.

Ikke det papir værd
Tilbage til citat-aftalen, som tilsyneladende ikke er det papir værd, den er skrevet på. Jeg har i hvert fald flere gange måttet kontakte chefredaktørerne Poul Madsen og Peter Brüchmann, fordi de ikke har efterlevet hverken ord eller ånd i aftalen.

Ekstra Bladets Poul Madsen har allerede opgivet mig og lagt mig ned i en skuffe sammen med andre ”kværulanter med en sag”. Peter Brüchmann, min tidligere chef på B.T., er lidt mere overbærende og advarer mig bare mod at lægge mig ud med for mange medier.

Kæmper mod vejrmøller
Det kan godt være, jeg kæmper mod vejrmøller, men jeg giver altså ikke op, for jeg kan ikke forstå, at det gør så ondt at citere kolleger. Jeg håber hele tiden på, at der dukker en ny generation op – en generation, for hvem almindelig respekt for andres arbejde er helt naturligt, og som tør tage kampen op mod de gamle, drevne rotters uvaner.

Til sidst lige 1000 kroners-spørgsmålet: Har jeg ikke selv forbrudt mig mod citatreglerne? Jo, desværre. Sidste gang faktisk i forrige uge, men straks jeg blev gjort opmærksom på, at www.seoghoer.dk havde undladt at citere Her & Nu for en historie, blev det rettet, og chefredaktør Michael Rasmussen fik en undskyldning.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også