Chili Group vil sænke løn med ti pct.

Ledelsen i Chili Group varsler lønnedgang på ti procent for alle ansatte og fyrer i alt fire medarbejdere.
Tine Brødegaard Hansen

Lønnen skal ned med ti procent for alle ansatte i Allerejede Chili Group, der opsiger to medarbejdere på Where2Go og en medarbejder på henholdsvis 'Chili' og 'Skøn'.

Derudover flytter Where2Go's resterende 16 medarbejdere, der har holdt til i indre by på Kronprinsensgade, ud til Chili Groups øvrige gratismagasiner på Bispevej i Nordvest. Det er hovedpunkterne i et møde med medarbejderne, der gik i gang kl. 14.

Chili Groups adm. direktør Rikki Sølling siger:

"Der blæser ikke milde vinde på mediemarkedet, men udgangspunktet er, at Chili og Where2Go sidder godt fast i markedet men er presset af krisen. Derudover er Kiwi (der uddeles gratis i Netto, red.) det største danske kvindemagasin, og Skøn (der uddeles gratis i Matas, red.) er det hurtigst voksende magasin. Vores medier får et sundt liv på den lange bane, men nu og her må vi tilpasse omkostningerne."

Ifølge Rikki Sølling kommer kravet om en spareplan ikke fra ledelsen i Aller Press.

"De har købt nogle virksomheder, der gerne skal give overskud, min opgave er at sikre, at vi holder os på rette spor, men de (Aller-ledelsen, red.) har ikke bedt mig om at spare så og så meget. Vi har en fælle forståelse for, at medierne skal give penge."

Where2Go er trods fyringer og flytning ikke nogen dårlig forretning, siger Rikki Sølling.

"Where2Go er ikke et stort nok medie til at have egne lokaler og administrationsomkostninger, men når de kommer ud til de andre medier, vil de bidrage positivt til driften."

Hvornår skal krisen stoppe for at I undgår yderligere besparelser?

"Hvis vi kan fastholde den omsætning vi har nu i et presset marked, kan vi med det nye set-up tjene penge fremover."

Vil der ikke, selv når krisen driver over, gå lang tid før annoncepriserne kommer op på niveauet før krisen?

"Det vil tage tid før vi kommer tilnærmelsesvist tilbage på det niveau, men i øjeblikket ryddes der gevaldigt op i magasinmarkedet og mange titler er forsvundet, vi kan til gengæld levere kontaktpriser som ingen kan matche på grund af vores mange læsere."

Rikki Sølling forventer, at medarbejderne vil kunne se ræsonnementet i lønnedgangen på ti procent, "når de får sundet sig", og han er ikke bekymret for levedygtigheden af Chili Groups gratismagasiner med den nye struktur.

"Vores medier kommer ud af krisen med 180 km i timen og med de højeste læsertal nogensinde, men når det er sagt, er det afgørende at skabe et sundt økonomisk fundament for at høste frugterne til den tid."

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også